Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Makedonien optrapper angreb på landsbyer

Lyt til artiklen

Makedonske kampvogne og helikoptere åbnede fredag ild mod oprørsstillinger under en ny offensiv, der sendte over 1000 civile etniske albanere på flugt mod nord til grænsen til Serbien. Den makedonske hær sagde, at den kæmpede hus-til-hus kampe for at rense landsbyen Vaksince nord for hovedstaden Skopje for albanske oprørere. En journalist fra det franske nyhedsbureau AFP rapporterede, at tunge granater eksploderede i byen, og at to kamphelikoptere i luftrummet over Vaksince beskød oprørere i byens udkant med raketter. Natten til fredag flygtede omkring 1500 indbyggere fra landsbyen Lojane nord for Vaksince mod det sydlige Serbien, sagde FNs Flygtningehøjkommissariat. Oprørskilder sagde torsdag, at 11 civile var blevet dræbt under regeringshærens offensiv, men oplysningerne var umulige at få bekræftet. Det menes, at der fortsat sidder hundredvis af civile i kældre i Vaksince, og det har taget noget af fremdriften ud af den makedonske hærs offensiv, idet regeringen i Skopje er meget forsigtig med at sætte international støtte over styr, ligesom regeringen ikke vil risikere at radikalisere moderate albanere ved at dræbe civile. »Vi fortsætter med at rense området, bevæger os langsomt fra hus til hus, men vi møder modstand. Vi bevæger os langsomt på grund af modstand, men også fordi vi tager hensyn til civile«, sagde talsmand for hæren, oberst Blagoja Markovski. Den seneste makedonske storm mod oprørerne tog fart torsdag, da der udbrød politisk uvejr i Makedoniens nye koalitionsregering, fordi etniske albanske regeringsmedlemmer havde indledt forhandlinger med oprørerne. Det er repræsentanter for de etniske albanere i partierne Albaneres Demokratiske Parti (DPA) og Partiet for Demokratisk Velstand (PDP), der har indgået en aftale om »fælles handling« med oprørerne. Dette har ikke alene udløst strid i regeringen, det har også ført til heftig international kritik, idet bestræbelserne i øjeblikket går på at isolere oprørerne.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her