Politiken søndag: Bosnien er kørt ind i en ny krise, som den store omverden, FN, EU og USA forsøger at lade som om ikke eksisterer. Mangelen på en strategi bliver mere og mere synlig dag for dag. Nu kommer kritikken for alvor op til overfladen. Det sker på et tidspunkt, hvor man også i Danmark har skabt en illusion om, at alt nu er fred i Bosnien, så man kan sende bosniske asylsøgere tilbage med god samvittighed og afvikle bistanden. Fredag meddelte den amerikanske forsvarsminister Donald Rumsfeld, at han presser på for at trække de 3.300 amerikanske soldater ud af Bosnien, hvor de indgår i den internationale fredsstyrke SFOR. Et alvorligt tegn på, at det internationale engagement er ved at smuldre. I tirsdags rev den kroatiske ministerpræsident Ivica Racan forbindingen af det bosniske sår og afslørede, at det ikke er lægt efter fem års kostbart fredsarbejde. Tværtimod. Han appellerede til stormagterne, der er garant for fredsaftalen fra Dayton, at der måtte nytænkning til, hvis Bosniens fremtid skal sikres. Ifølge Dayton-aftalen er Bosnien delt i en serbisk halvdel, Republika Srpska (RS), og en kroatisk-muslimsk føderation. Kroater og serbere kan efter aftalen udvikle »særlige relationer« til henholdsvis Kroatien og Serbien. Han ville gerne afstå fra den kroatiske binding. De etniske kroaters fremtid ligger i Bosnien, sagde han, ikke i en tilslutning til Kroatien, som nogle nationalister arbejder for, ikke altid med lige rene midler. Sideløbende må RS afvikles i sin nuværende form og lægges sammen med føderationen i et fælles Bosnien, argumenterede Racan. At fastholde et etnisk delt land er uholdbart på længere sigt. Det lille Bosnien har tre parlamenter, to en halv regering, to hære, hvor den kroatiske deltagelse er tvivlsom. Det er forkert, at Bosnien skulle være gennemsyret af gensidigt etnisk had, skriver Ozren Kebo, kommentator ved ugebladet Slobodna Bosna. Landet ødelægges af den oprindelige dobbelte fascisme, som det nationalistiske serbiske parti SDS og det kroatiske HDZ parti står for. Aftaler stoppede krig Krigen i Bosnien endte ikke med fascisternes nederlag. Dayton-aftalen stoppede kampen, da den stod lige mellem den demokratiske probosniske blok og de fascistiske kræfter, der ønsker at dele landet om nødvendigt med våben og koncentrationslejre. Disse fascistiske kræfter har fortsat deres krig med andre midler efter fredsaftalen og fredsstyrken SFORs tilstedeværelse, mener Ozren Kebo. »Hvad vi ser på Balkan i dette forår er, at hele konceptet for at skabe multinationale stater og civiliserede samfund måske er dødeligt kompromitteret«, har den makedonske professor Ferid Muhic udtalt. I de seneste måneder har de kroatiske nationalister forsøgt at reetablere deres ministat Herceg-Bosna med hovedsæde i byen Mostar. Wolfgang Petritsch, den Høje Repræsentant i landet, har fyret HDZs leder Ante Jelavic og lukket den bank, der finansierede de kroatiske nationalister. 6.000 soldater af kroatisk oprindelse forlod kasernerne. Det hele flyder, selv om man fra international side gør alt for at neddæmpe uroen. De serbiske nationalister slog til, da der skulle startes en genopbygning af to moskeer, som blev smadret under krigen, den ene i byen Trebinje, den anden i RS' hovedstad Banja Luka. Det udviklede sig til gadekampe, overfald og almindelig uro. De inviterede gæster måtte flygte, men alligevel blev episoderne dysset ned med, at det blot drejede sig om en ekstrem minoritet. »Det internationale samfund er enten blindt eller inkompetent«, siger kommentatoren Zlatko Dizdarevic. Mens både EUs og NATOs opmærksomhed er rettet mod Makedonien og Kosova, så har de fascistiske kræfter i Bosnien foldet sig ud. Hele krisen er forværret, fordi den økonomiske situation fortsat er elendig. Ledigheden er på mellem 30 og 60 pct. og udenlandske investeringer udebliver. De offentlige kasser er stor set tomme, og selv om der er grebet ind mod den værste korruption, så fungerer landet hovedsagelig via en grå økonomi. Med den kroatiske regerings udspil om en hel ny konstruktion for et forenet Bosnien, er der taget hul på en debat, som man har veget uden om meget længe.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























