Jugoslaviske soldater får igen lov til at komme ind i en bufferzone, der grænser op til Kosova. Det blev klart søndag, da den NATO-ledede fredsbevarende styrke, KFOR, underskrev en aftale med den jugoslaviske ledelse. Den jugoslaviske hær ventes at vende tilbage til den såkaldte sektor B i bufferzonen, som blev etableret, da KFOR-styrken rykkede ind i Kosova for to år siden. Bufferzonen havde som mål at skille de jugoslaviske styrker fra NATOs fredsbevarende styrker og sikre, at etniske albanere kunne vende tilbage til deres hjem. Sektor B har i snart et år været benyttet af albanske oprørsgrupper, som kæmper for at løsrive Kosova fra Jugoslavien. Oprørsgrupperne har svoret, at de vil bekæmpe de jugoslaviske styrker.
Jugoslaviske soldater tilbage i bufferzone
Lyt til artiklen