Presset på Bush vokser

Lyt til artiklen

Politiken mandag: Selv om presset vokser på USA for at blive inddraget i den mellemøstlige konflikt både fra den arabiske verden, Europa og Israel, så går præsident George W. Bush fortsat på listefødder. USAs nye leder ønsker ikke som sin forgænger, Bill Clinton, at blive fuldstændig opslugt i det mellemøstlige morads. På trods af måneder med vold og blodsudgydelser og en voldsom eskalering i weekenden, da først en palæstinensisk selvmordsbombe, siden israelske bombeflyangreb fandt sted, har amerikanernes indflydelse på palæstinensere og israelere sjældent været lavere. Fra alle sider er analytikere enige om, at Bush hidtil har valgt at betragte begivenhederne fra sin lænestol i Det Hvide Hus uden at blive direkte involveret. Det samme gælder hans regering, der i Mellemøsten har valgt at fokusere på faderens, den første præsident George Bush', ærkefjende, Saddam Hussein. Washingtons fravær Med Washingtons fravær er der intet diplomatisk, politisk eller militært initiativ, som er tilstrækkeligt magtfuldt til blot at dæmpe volden. Bortset fra Oslo-fredsaftalerne fra 1993, da nordmændene var mægler, så har USA spillet en stor rolle i stort set hvert eneste fredsforsøg i den israelsk-palæstinensiske konflikt. Med rette spørges derfor: Hvor er amerikanerne, og hvor er præsident Bush? Præsident Bush har hele tiden gjort det klart, at han ikke på samme måde som Clinton vil være til rådighed 24 timer i døgnet. Bush holder ikke møder blot for mødernes skyld, siger talsmænd fra Det Hvide Hus, med henvisning til at palæstinensernes Yassir Arafat var den verdenspolitiske leder, som besøgte Det Ovale Værelse flest gange i Clintons anden præsidentperiode. Det Republikanske Parti og Bush mener, at Clinton satte præsidentens prestige over styr ved at blive fuldstændig opslugt af Mellemøstens personligheder, politik og dagsordener. Vicepræsident Dick Cheney antydede dog i går, at også præsident Bush må beskæftige sig aktivt med Mellemøsten. Cheney opfordrede ikke alene israelerne til at stoppe brugen af amerikanskbyggede F-16-kampfly mod palæstinenserne. Muligt møde Den magtfulde vicepræsident sagde også, at det ikke kan udelukkes, at Bush under sit besøg i Europa i juni muligvis vil mødes med både Arafat og Sharon. Foreløbig overlader Bush dog initiativet til sin udenrigsminister, Colin Powell. Han tager i denne uge på en rundtur til Europa og Afrika og forsøger at arrangere et møde med Arafat. Bush har af hensyn til sine israelske allierede nægtet at mødes med Arafat, før volden stopper. Amerikanerne vil bruge en ny rapport som udgangspunkt for en genoptagelse af forhandlingerne. Den tidligere amerikanske senator George Mitchell, som spillede en væsentlig rolle i den nordirske fred, har sammen med et internationalt panel udarbejdet en rapport om en genoptagelse af fredsforhandlingerne. Rapportens indhold er accepteret af Yassir Arafat, men ikke af den israelske regering. Et af hovedelementerne i rapporten er en fastfrysning af opførelsen af israelske bosættelser i de besatte områder som ønsket af palæstinenserne. Bushregeringen har hidtil sagt, at den ikke kan bede Sharon om at stoppe opførelsen af bosættelserne. Det ville få hans koalitionsregering til at falde fra hinanden. Rapporten ventes offentliggjort i denne uge, og til den tid vil amerikanerne redegøre for deres holdning til bosættelser. Solana bekymret I Den Europæiske Union lagde unionens 'udenrigsminister', Javier Solana, ikke skjul på sin bekymring over den optrappede situation i Mellemøsten, skriver nyhedsbureauet Reuters. »Jeg appellerer til begge sider om at arbejde på en øjeblikkelig våbenhvile, så den dødelige eskalering kan stoppe. Kun fredens fjender vil have noget at vinde, såfremt denne modbydelige voldscirkel fortsætter«, sagde Solana og fortsatte: »En politisk dialog i det nuværende klima bliver ikke nem, men det er det eneste alternativ til udgydelse af endnu mere uskyldigt blod på begge sider«, sagde han, inden han rejste på et firedages besøg i Mellemøsten.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her