Tredive medlemmer af det franske parlament, de fleste fra det regerende Socialistparti, har underskrevet en begæring om, at der rejses rigsretssag mod landets præsident, Jacques Chirac, skrev avisen Le Monde mandag. Parlamentsmedlemmerne ønsker en rigsretssag for at få afgjort, hvorvidt Chirac i sin tid som borgmester i Paris var indblandet i korruption og bestikkelse. Socialistpartiet under landets ministerpræsident, Lionel Jospin, tog dog straks afstand fra udspillet og udsendte en erklæring, hvori det hedder, at det socialistiske parlamentsmedlem Arnaud Montebourg handlede på eget initiativ, da han tog skridt til underskriftsindsamlingen. Endvidere mener Socialistpartiet, at selv hvis Montebourg skulle få held til at indsamle de nødvendige underskrifter til at fremsætte forslag om rigsretssag i parlamentet, så ville det her blive stemt ned - ligesom hele sagen ville blive misforstået af vælgerne. Ifølge Vincent Peillon, talsmand for Socialistpartiet, vil en begæring, hvis den kommer gennem parlamentet, blive betragtet som et taktisk forsøg fra socialisternes side på at miskreditere Chirac forud for præsidentvalget i Frankrig næste år. Ved dette valg ventes Jospin at stille op mod Chirac. Men Montebourg vakler ikke i sin tro på, at han kan få stillet Chirac for en rigsretssag. Han sammenligner korruptionsbeskyldningerne mod den franske præsident med Watergate-skandalen i USA og sværger på at ville kæmpe videre for at Chirac sat på anklagebænken for at have taget imod bestikkelse og for at have givet venner opdigtede jobs under sin tid som borgmester fra 1977 til 1995. »Dette er kun begyndelsen«, siger Montebourg til Le Monde og forudser, at der vil komme en ny bølge tiltrængte underskrifter, nu da sagen er kommet til offentlighedens kendskab. »Hvordan kan vi forklare over for vore landsmænd, at forbrydelser begået af præsidenterne Joseph Estrada, Alberto Fujimori og Richard Nixon kan prøves ved retten, men at der ikke kan findes nogen dommer i Frankrig, der kan høre en sag mod præsident Jacques Chirac«, spørger Montebourg i sin begæring. Chirac har vedholdende afvist at have gjort noget forkert, og dommere, der undersøger beskyldningerne, har vægret sig ved at indlede en officiel efterforskning med den begrundelse, at han nyder immunitet så længe at han er statsoverhoved. »Vi mener ikke at det vil være den rette løsning at stille præsidenten for retten«, siger talsmand for Socialistpartiet Vincent Peillon. Montebourgs chancer for at få sit krav om en rigsretssag gennem parlamentet er små. Han skal bruge underskrifter fra 58 parlamentsmedlemmer for at kunne stille forslag om en rigsretssag i Nationalforsamlingen eller at 32 senatorer støtter forslaget i parlamentets førstekammer. Peillon vurderer, at begæringen umuligt kan slippe igennem det konservativt-dominerede Senat.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























