Røde tyske ører efter pinlig lækage

Lyt til artiklen

Politiken tirsdag: Telex nummer 596 af 31. marts 2001 fra den tyske ambassade i Washington til udenrigsministeriet hjemme i Berlin er stemplet 'Fortroligt - kun til tjenestebrug'. De ti sider er skrevet af ambassadør Jürgen Chrobog, der deltog i forbundskansler Gerhard Schröders første møde med den nye amerikanske præsident George W. Bush 29. marts i år. For nogle dage siden slap de første linier ud, og i går citerede de to ugemagasiner Der Spiegel og Focus lange passager af Chrobogs referat. Det er blevet en vaskeægte diplomatisk skandale, for Bush, Schröder, den amerikanske udenrigsminister Colin Powell og Schröders udenrigspolitiske rådgiver Michael Steiner var under samtalen kloden rundt. Fra Ruslands præsident Vladimir Putin over Libyens leder Moamar Gaddafi til den syriske regering, der ifølge Schröder er »skrækkelig«, har mange af verdens ledere grund til at føle sig trådt over tæerne. For eksempel beskyldes Putin for at forsyne Iran med våben, og PLO-lederen Yassir Arafat har ifølge Powell fuldstændig tabt jordforbindelsen. I Tyskland er der både rivegilde mellem udenrigsministeriets top og Schröders rådgivere og desuden lagt op til en forværring af forholdet til Libyen, som den rød-grønne regering ellers har lagt stor vægt på at forbedre. Libyen hjalp Berlin med at få nogle gidsler ud af kløerne på filippinske bander, det tyske selskab Wintershall vil gerne bore efter olie i Syrte-bækkenet i Libyen, og det europæiske flykonsortium Airbus håber på en ordre fra ørkenriget. Offentliggørelsen af referatet har også ført til vrede i Washington. Den slags må ikke ske. En af udenrigsminister Joschka Fischers mest ordsnilde departementschefer, Wolfgang Ischinger, har allerede ringet til det amerikanske udenrigsministerium for at sige undskyld. Udenrigsministeriet i Berlin har sat en arbejdsgruppe til at finde lækagen, men det bliver svært. Referatet er nemlig internt i ministeriet sendt til alle berørte afdelinger, og desuden er det gået til alle andre ministerier, hvis sagsområder blev berørt. Der findes mindst 25 kopier - måske flere. Under alle omstændigheder har den berlinske advokat Andreas Schulz, der repræsenterer nogle af de sårede fra bombeattentatet mod diskoteket La Belle, fået fat i en. Han er interesseret, fordi Michael Steiner i Washington sagde, at under hans samtale i Libyen har Gaddafi »indrømmet«, at Libyen havde deltaget i terroristiske aktioner (La Belle, Lockerbie). Han havde erklæret, at han havde afsvoret terrorismen og bad om en chance for at kunne bevise denne nye libyske holdning«. Advokat Schulz ønsker regeringens støtte til at rejse erstatningskrav mod Libyen og ser her et afgørende bevis. Statsadvokat Detlev Mehlis, der er anklager i La Belle-retssagen, har straks anmodet om at få Steiner i vidneskranken for at få klarhed over dette hjørne af attentatet. Michael Steiner, der har rettet i og godkendt referatet inden udsendelsen, nægter dog at have nævnt de to konkrete sager. Det samme gør amerikanske talsmand. Men Jürgen Chrobog, der er udnævnt til departementschef fra i sommer, fastholder sit referat. Steiner og Chrobog var ifølge tyske medier allerede inden mødet i Washington på krigsfod, så politiske iagttagere i Berlin regner med, at sagen om ikke andet fører til rokader hos enten Fischer eller Schröder. Fischer deltog ikke selv i mødet i Washington. I Forbundsdagen lugter oppositionen blod. Det tysk-amerikanske venskab er en af hovedhjørnestenene i tysk udenrigspolitik, så udenrigsudvalget har bedt Michael Steiner og andre involverede om at komme og forklare sagen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her