Politiken torsdag: Privatiseringer i sundhedssektoren og skolevæsenet, flere sygeplejersker, læger, lærere og politibetjente, og investering af milliarder af kroner i det offentlige, uden at indkomstskatten hæves. Sådan så de største lunser valgflæsk ud, da den britiske premierminister Tony Blair præsenterede Labours valgprogram i går - tre uger før parlamentsvalget 7. juni. Manifestet 'Ambitioner for Storbritannien' rummer ikke alene planer for, hvad Labour vil gøre i den næste regeringsperiode. Det går helt frem til år 2010 og forudser dermed en tredje periode for Labour. Det er temmelig optimistisk, selv om partiets anden periode i øjeblikket ser sikker nok ud med et forspring på 16-20 procentpoint foran de konservative. Valgprogrammet koncentrerer sig om nationale britiske emner, mens tunge udenrigspolitiske spørgsmål som euroen, det amerikanske missilskjold og strømmen af immigranter kun berøres i vage vendinger. »Svaret er, at regeringen simpelthen ikke ved, hvad den skal gøre ved disse ting«, siger direktør Tom Bentley, der leder den uafhængige tænketank Demos i London. Derfor har Labour skrevet valgprogrammet som en logisk forlængelse af de initiativer, der blev startet i den første regeringsperiode. Initiativer, som er iværksat i henhold til, hvad offentligheden er optaget af. Det skal underbygge Labours ry for at være en kompetent regering, der leverer resultater, men som nu har mere ambitiøse planer for fremtiden. »Labour vil ikke risikere en diskussion om usikre emner som Europa, missilforsvar og indvandring. F.eks. er Labour ved langsomt at skifte holdning til immigration væk fra det negative indtryk, at indvandrere er falske asylsøgere, til det mere positive, at indvandring indfører viden og kundskaber, som Storbritannien har brug for«, siger Tom Bentley. På samme måde arbejder regeringen bag scenen på at skabe et mere positivt klima at diskutere euroen i, men ønsker ikke at gøre det til et spørgsmål i valgkampen. Tony Blair tog dog fat om en enkelt varm kartoffel, da han sagde, at regeringen ønskede mange flere privatiseringer. Han pegede på områder som skoleledelse og sundhedssektoren. Målet er at skabe bedre service for brugerne - uden at den enkelte skal betale mere. Labours reformpolitik har inspireret de europæiske socialdemokratier. Men hvad kan de lære af dette valgoplæg? »De kan lære, hvor vigtigt det er med god strategisk formidling. Labour er ved at grundfæste sig som det mest solide og troværdige parti, der gennemfører systematiske reformer af de offentlige tjenester. Der er meget lidt politisk sprog i valgprogrammet. Det er et prospekt som fra en privat virksomhed, der lægger vægt på at levere varen«, siger Tom Bentley.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























