Politiken onsdag: Sirenerne hylede nøjagtigt klokken tolv, og overalt i byerne på Vestbredden og i Gaza markerede palæstinensere med tre minutters stilhed mindet om den katastrofe, al-Naqba, der overgik det palæstinensiske folk for 53 år siden, da staten Israel blev oprettet. I forbindelse med Israels oprettelse flygtede omkring 700.000 palæstinensere fra deres hjem, en del blev fordrevet med magt, og ingen af dem har siden fået lov til at vende tilbage. Krav om tilbagevenden De flygtninge skal have lov til at vende tilbage, sagde den palæstinensiske leder Yassir Arafat i den tale, han holdt for at markere dagen. Før der kan blive fred og sikkerhed i regionen, sagde Arafat, må de palæstinensiske flygtninge - ifølge FNs særlige flygtningeorganisation for Palæstina-flygtningene, UNRWA, er det i dag over fire millioner mennesker - have »ret til at vende tilbage til deres hjemland«. »Det er den eneste vej til de modiges fred, der kan bringe sikkerhed både til os og til jer«, fastslog Yassir Arafat, som om talen delvis var henvendt til Israel. Hovedtemaet i talen var »den historiske uretfærdighed« over for det palæstinensiske folk og løftet om en palæstinensisk stat med Jerusalem som hovedstad. Arafat beskrev staten »i samtlige besatte arabiske og palæstinensiske områder inden for grænsen fra 4. juni 1967« (en henvisning til hele Gaza og Vestbredden, som Israel besatte under Seksdageskrigen i juni 1967, og til Golanhøjderne, som Israel holder besat fra Syrien siden samme krig, red.) og understregede, at såvel den israelske hær som samtlige bosættere må forlade områderne. Arafat: Tæt på sejr Den palæstinensiske leder markerede ikke al-Naqba-dagen sammen med sit folk, men var i stedet i Egypten, hvor han blandt andet mødtes med præsident Hosni Mubarak. Talen var indtalt før rejsen til Egypten og blev udsendt over samtlige private og statslige palæstinensiske tv-stationer som en del af de særlige al-Naqba-programmer, der blandt andet fokuserede på de palæstinensiske flygtninges situation. »Sejren er kun en time væk(...)og vejen til fred er soleklar«, erklærede Arafat. Han sagde også, »at faklen vil brænde og oplyse den svære vej for de kommende generationer, indtil det palæstinensiske flag bliver rejst over Jerusalem«. Flere drab Efter de organiserede marcher og processioner, fortsatte unge palæstinensere til vejspærringerne for at demonstrere mod og provokere israelske soldater. Mindst fire palæstinensere blev dræbt og mere end 100 såret ved sammenstød henholdsvis nær Ramallah og ved Erezgrænseovergangen i Gaza. Tidligere på dagen dræbte israelske soldater to palæstinensere i Gaza, den ene var Hamas-grundlæggeren Ahmad Yassins livvagt. Det israelske militær meddelte, at man besvarede affyringen af en mortérgranat mod israelske tropper uden for Gazastriben med artilleri, og at soldaterne derefter gik ind i det palæstinensisk kontrollerede område og fjernede mortérgranater og det ene lig. Hamas-lederen Abdel-Aziz Rantisi lovede hævn. Desuden blev en israelsk kvinde dræbt og hendes far såret ved et formodet palæstinensisk skudangreb på deres bil i aftes.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
tema
Du slipper ikke serien om de uopsigtsvækkende personer, før den er forbi
De to håndværkere kan næsten ikke overskue, at strækningen er lukket for trafik: »Det her er fuldstændig vanvittigt«
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























