Baby dræbt af israelske soldater

Lyt til artiklen

Den israelske hær dræbte mandag en fire måneder gammel palæstinensisk pige under et angreb på Khan Yunis-flygtningelejren i Gaza-striben, sagde læger i området. Babyen Inam er det yngste offer for denne opstand, sagde den palæstinensiske minister Saeb Erekat. Dræbt af granatsplinter En læge på Nasser-hospitalet i Khan Yunis sagde, at pigen hed Inam Hejjo, og at hun befandt sig i familiens hjem, som blev ramt af granater. Babyen døde af granatsplinter, mens hendes mor, en 19-årig søster og en 14-årig bror var blandt de 15 palæstinensere, som blev såret under det israelske angreb. Israels hær sagde, at den havde brugt lette våben mod lejren som svar på, at en jødisk bosættelse i Gazastriben, som Israel holder besat, men hvor godt en tredjedel er palæstinensisk selvstyreområde, blev ramt af morterbomber. En talskvinde for hæren kunne ikke bekræfte, at der havde været palæstinensiske ofre. Da skyderiet var slut, kom forbløffede palæstinensere frem og fortalte journalister, at de ikke havde nogen anelse om, hvorfor de var blevet beskudt. Saeb Erekat talte om en »uretfærdig eskalering«. Tidligere mandag dræbte israelske soldater en palæstinenser og sårede 10 andre under natlige kamphandlinger i udkanten af det palæstinensiske selvstyreområde Tulkarm på Vestbredden. Paven opfordrer til fred Mens israelere og palæstinensere fortsatte deres blodige opgør, appellerede pave Johannes Paul ll til indbyggerne i regionen om at dæmpe sig og tilgive fortidens fejltrin og indgå fred. »Fra dette sted, der er så krigshærget, ønsker jeg at bede for fred i Det Hellige Land og i verden«, sagde paven under et besøg i byen Quneitra i Syrien. Byen, der ligger ved de omstridte Golanhøjder, var tidligere en driftig handelsby med 60.000 indbyggere men er i dag en spøgelsesby. Den har oplevet krigshandlinger mellem Israel og Syrien i både 1967 og 1973, og som led i en amerikanskforhandlet aftale trak Israel sig i 1974 ud af Quneitra. Et mindesmærke Israelerne jævnede imidlertid byen med jorden, inden de forlod den. Syrien har undladt at opbygge den igen, for at den kan være et vidne om det, syrerne betegner som israelsk aggression og folkemord. Israel holder stadig Golan-højderne besat, og Syrien kræver de strategiske højdedrag tilbage for at indgå fred med den jødiske stat - et krav, som Israels premierminister Sharon har afvist.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her