Højrefløj spiller på italienernes mindreværdsfølelse

Politiken onsdag: Det italienske valg på søndag er helt usædvanligt. For det er ikke et traditionelt højre og et traditionelt venstre, som vil stå over for hinanden som det snart vil ske på valgdagene i Storbritannien, Danmark og næste år i Frankrig. En 'gangster' med flere politiundersøgelser mod sig, nemlig mediekongen Silvio Berlusconi, står i spidsen for den italienske højrekoalition, der blandt sine komponenter har et parti med åbenlyse fascistiske sympatier, det tidligere fascistparti samt Umberto Bossis norditalienske Liga, som fører en fremmedfjendsk kampagne. »Det kan være svært at forstå uden for Italien, hvor de traditionelle politiske partier dominerer. Det er ikke tilfældet på den italienske højrefløj, og den mangler et modspil, for venstrefløjen er totalt splittet og vi befinder os i et land med en lav politisk kultur. Vi har ikke tradition for folkelig deltagelse i det politiske liv som i andre europæiske lande, og derfor har demagogi og nemme løsninger let spil«, siger den italienske sociolog, Mino Vianello, der uden at fortrække en mine bruger ordet 'gangster' om den tidligere regeringschef og nuværende oppositionsleder, Silvio Berlusconi. Hårde ord Det er hårde ord om det italienske højre, som er favorit til at vinde parlamentsvalget på søndag, og de kommer med overbevisning og bekymrede miner fra en af Italiens - og verdens - førende sociologer. Ud over at være professor på universitetet i Rom har Mino Vianello skrevet flere værker om sociologi, hvoraf adskillige er udkommet på engelsk og fransk. Han er også redaktør af tidsskriftet International Review of Sociology, og hans nyeste værk, 'Gendering Elites', er et studie af eliten i 27 lande. I Berlusconis vold I Italien har den økonomiske og finansielle elite givet sig i Silvio Berlusconis vold, mens den intellektuelle elite står på den modsatte side. Mino Vianello deltog søndag i et stort møde for italienske intellektuelle i Torino, hvor de intellektuelle i en appel til befolkningen advarede mod Berlusconi. »Men det er uvist, hvor meget det hjælper, selv om de store filmfolk og skribenter som Umberto Eco stod bag appellen. Folk lytter til os til en vis grad. Men fodbold er faktisk et sikrere kort at spille«, siger Mino Vianello med et ironisk smil og trækker med en meget latinsk gestus let på skuldrene. Han går helt tilbage til Italiens samling i anden halvdel af det 19. århundrede for at forklare de aktuelle politiske begivenheder i landet. »Drivkraften i samlingen var Sardinien og Piemonte, der kun var en lille del af det splittede Italien. Men da selve befolkningen skulle tage stilling, havde kun to procent - to procent - af befolkningen stemmeret. Så samlingen blev aldrig et folkeligt projekt. Italienerne blev aldrig et samlet folk på trods af, at fascisterne i tyverne og trediverne altid talte om det samlede Italien og det italienske folk«, fortæller Mino Vianello. Institutionerne Der opstod aldrig en fælles identitet, en fælles baggrund. Landet forblev i dets opbygning anarkistisk, og det fremmede individualismen og tendenser til at være sig selv nok. »Det giver ikke et solidt grundlag for demokrati. Dertil kommer, at vi i det meste af landet har en meget ringe tradition for folkelig deltagelse i det politiske og samfundsmæssige liv, og historisk har vi ikke haft et stærkt og selvbevidst borgerskab som i andre vestlige lande, der har formået at opbygge solide institutioner«, mener Mino Vianello. Det tomrum udnytter Berlusconi i dag, som mafiaen tidligere har gjort det. »I Syditalien, hvor denne tendens var særlig stærk, var institutionerne og magtapparatet meget svagt, og det gjorde det muligt for mafiaen at sætte sig på det med det resultat, at mafiaen og den katolske kirke i årtier var de dominerende kræfter i Syditalien«. Mafiaen spiller fortsat en vigtig rolle i Syditalien, og Berlusconi har i årevis plejet tæt omgang med den, påpeger Mino Vianello, der også nævner den katolske kirkes magt. »Flere undersøgelser viser, at kun 13 procent af italienerne går i kirke. Men kirken besidder umådelige rigdomme, ikke blot i Italien, men også i udlandet. Den kontrollerer for eksempel hovedparten af ejendomsmarkedet på Manhattan, så den er en meget vigtig allieret i en situation, hvor Berlusconi forsøger at vinde magten ved en ekstremt dyr valgkamp«. siger Mino Vianello. De tre Berlusconi-kontrollerede tv--kanaler, den borgerlige presse og selv de tre statsejede tv-kanaler giver Berlusconi let spil. Men i modsætning til andre italienske intellektuelle mener Mino Vianello ikke, at journalisterne ligger totalt under for Berlusconi. »Der er kritiske artikler, og der kommer masser af oplysninger frem om Berlusconis ulovligheder. Det slår bare ikke rigtigt igennem, fordi han i den grad dominerer mediebilledet, og det vil selvfølgelig blive meget værre, hvis han vinder«. Ideologisk debat Der er også en reel politisk debat i Italien. »Den er der i aviser, tidsskrifter og på torvet og i cafeen. Meget. Men problemet er, at den er meget ideologisk. Derimod mangler befolkningen informationer, for eksempel præcise informationer om Berlusconis politiske program. De slår ikke tilstrækkeligt igennem, og også på den måde får han det let«. Mino Vianello er usikker på, om de meget kritiske artikler om Berlusconi i den udenlandske presse, også i konservative medier som Financial Times, The Economist og senest det spanske dagblad El Mundo, vil påvirke valget. »Artiklerne i The Economist er oversat til italiensk og sendt til 150.000 mennesker, og udlandets reaktion har været med til at mobilisere modstanden mod Berlusconi. På den anden side spiller højrefløjen også på italienernes historiske mindreværdsfølelse over for de andre europæiske lande og især England og Frankrig. Det er typisk for hele stemningen, at Fiat-ejeren Agnelli forleden advarede 'de fremmede' om at blande sig. Han, der skal leve af Europa og omverdenen, omtaler nu vores europæiske venner som 'de fremmede'. Det viser, hvor alvorlig situationen er, og en Berlusconi-sejr kan også få betydning for den europæiske integration«, slutter Mino Vianello.