Blair tror på genvalg

Lyt til artiklen

Politiken onsdag: »Enhver stemme er værdifuld. Jeg står foran jer, ydmyg, men også håbefuld. Det valg, hver enkelt af jer nu skal træffe, er vigtigt. Vi skal fortsætte med radikale reformer, så vi får skabt et Storbritannien med lige chancer for alle«. Med de ord meddelte den britiske premierminister Tony Blair i går, at han har udskrevet parlamentsvalg, der skal afholdes samtidig med lokalvalgene 7. juni. Det skete, meget fint koreograferet, på en skole i det sydlige London, hvor han i skjorteærmer affyrede startskuddet til en fire ugers hektisk valgkamp med en flammende tale om alt det gode, som en ny Labour-regering vil bringe nationen. Valget skulle have været afholdt i maj, men blev udsat på grund af mund- og klovsygen, der nu menes under kontrol. Økonomien ligger fint. Ledigheden er på det laveste i mange år, så den politiske gevinst skal hentes, inden en mulig økonomisk stagnation viser sig til efteråret, lød vurderingen fra analytikere. Jordskredssejr Alle meningsmålinger tyder på, at Labour vil vinde en jordskredssejr, måske større end den de vandt for fire år siden. Meningsmålinger giver Labour et forspring over de konservative på 18-20 pct. I øjeblikket har Blairs regering et flertal i parlamentet på 179 mandater. Nogle meningsmålinger siger, at flertallet kan øges til ikke mindre end 227. Den seneste måling siger 50 pct. til Labour, 32 pct. til de konservative og 13 pct. til de liberale, mens de resterende 5 pct. går til mindre partier og kandidater uden for partierne. Derfor er den største fare for Blair, at vælgerne tror, at resultatet er klart og bliver hjemme på sofaen. I forgårs havde han hele sit kabinet til strategimøde, hvor alle blev pålagt at føre aktiv og aggressiv valgkamp over hele landet. Valgets hovedtema bliver undervisnings- og sundhedssektoren, hvis det står til Blair. »Vi vil investere over ti milliarder pund (120 mia. kr.) i undervisningssektoren. Vi har forbedret situationen i folkeskolen dramatisk , siden vi kom til i 1997. Nu skal vi videre med reformer i den videregående uddannelse«, sagde Blair. Han fremhævede, at der i hans regeringstid er kommet 17.000 flere sygeplejersker på landets hospitaler, men indrømmede, at der stadig var brug for både flere investeringer og også bedre udnyttelse af ressourcerne, hvis målet om den bedst mulige service for alle skulle nås. Hans modkandidat, den konservative William Hague, anslog en positiv tone. Tror på sejren »Det vil være meget arrogant at fortælle vælgerne på forhånd, at valget er afgjort. Jeg tror på, at vi konservative kan vinde på vores politiske program. Jeg lader mig ikke slå ud af meningsmålingerne«, sagde han. Øverst på hans program står skattelettelser for opsparing, for pensionister og børnefamilier samt øget indsats mod kriminelle og opstramning af asylreglerne. Den liberale leder, Charles Kennedy, siger modigt, at han vil hæve skatterne, så der kan betales for de nødvendige investeringer i den offentlige sektor. Samtidig søger han reformer, der skal sikre individets frihed mod et voksende bureaukrati og snærende regulativer. På det udenrigspolitiske felt angreb Blair de konservative for at ville føre landet ud i »international isolation«, hvis de kom til magten. Selv danser han rundt om den varme kartoffel, der hedder tilslutning eller ej til euroen. Vinder han valget, er der dømt folkeafstemning om tilslutning til valutaunionen inden to år. Hague er låst fast af sit parti til at føre en meget euroskeptisk politik, hvor forsvaret af det britiske pund står højt på dagsordenen. I dag får man den første forsmag på valgkampen, når Blair og Hague konfronteres i Underhuset i spørgetiden. Det bliver en oratorisk tvekamp, der nok skal skabe debat. I morgen eller fredag opløses parlamentet. Og så er det ud på landevejen for at få vælgerne i omdrejninger. Britiske valgkampe er sjældent kedelige. Nogle kommentatorer mente i går, at de konservative er så langt bagefter, at valgkampen kan udvikle sig til »beskidt« udveksling af personligt »fnidder«. Valgkampe er sjældent for de sarte.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her