Forvirring efter Korea-besøg

Lyt til artiklen

Politiken lørdag: Med tårer modtog den sydkoreanske præsident, Kim Dae Jung, nyhederne om de trods alt begrænsede fremskridt, som EU-delegationen kunne overbringe ham efter det historiske besøg i Nordkorea. Samtidig blev der skabt forvirring om magtsituationen i det stalinistiske og tillukkede Nordkorea, da de japanske myndigheder valgte at deportere den nordkoreanske leder Kim Jong-ils formodede ældste søn til Kina. Denne havde torsdag forsøgt at komme ind i Japan på et falsk pas. En japansk regeringskilde sagde, at manden efter alt at dømme er den 29-årige Kim Jong-nam, søn af diktatoren Kim Jong-il. Jong-nam forlod Tokyos internationale Narita lufthavn kl. 10.45 lokal tid sammen med to kvinder og en fireårig dreng om bord på et japansk rutefly, efter at Kina havde accepteret at modtage familien. Jong-nam skal til japansk politi skal have erkendt sin virkelige identitet og forklaret, at formålet med hans rejse til Japan var at tage den fire-årige dreng med i Tokyos Disneyland. Forsoningsproces I Sydkorea forsætter spekulationerne om forsoningsprocessen på den koreanske halvø, der har stået stille i flere måneder. Præsident Kim Dae Jung har lagt hele sin politiske prestige og mange følelser i den såkaldte solskinspolitik, som skal tø 50 års nedfrosne relationer op. At præsidenten fik Nobels fredspris i fjor hang i høj grad sammen med, at han vovede at tage initiativ til et topmøde med den nordkoreanske leder, Kim Jong Il. Den sydkoreanske præsidents embedsperiode udløber til næste år. Han vil gerne vise konkrete fremskridt på den lange vej mod genforening, inden han går af, især fordi han har indenrigspolitiske problemer og fordi hans popularitet i meningsmålingerne falder. Det er en del af forklaringen på, hvorfor han og flere af hans nærmeste medarbejdere reagerede så følelsesmæssigt og græd offentligt efter overbringelsen af budskabet fra EU-delegationen: Den nordkoreanske leder Kim Jong Il ønsker stadig et topmøde med Kim Dae Jung. EU-besøget på den koreanske halvø kan dog ikke betegnes som et gennembrud, men snarere som en håndgribelig måde at aktualisere forsoningsprocessen på. Den nye regering i Washington er nemlig blevet en begrænsende faktor. George W. Bush har sat spørgsmålstegn ved forhandlingerne om Nordkoreas missilprogram og tvivler på, at omverdenen kan stole på styret i Pyongyang. Og Kim Jong Il sagde til gæsterne fra EU, at han venter med sit returbesøg i Sydkorea, indtil Bush er færdig med sin revurdering af situationen i Korea. Göran Persson blev spurgt om, hvorvidt man kan stole på Kim Jong Ils udmeldinger. Risici »Samtale er vigtig, men hidtil har vi set alt for lidt handling fra Nordkorea«, svarede han. »Men Nordkorea er nødt til at forandre sig og bevæge sig i retning af demokrati«, sagde Persson. »Sker det ikke bryder landet sammen«. Persson betragter rejsen til Korea som et resultat af, at EU under det svenske formandskab reelt er begyndt at føre en fælles udenrigspolitik. Men Nordkorea er fortsat interesseret i at eksportere raketteknologi, forklarede EUs udenrigstalsmand Javier Solana i går. Han citerede Kim Jong Il for at sige, at »med henblik på eksport af nordkoreansk raketteknologi.hvis der er købere, vil vi sælge«. Solana var i Nordkorea sammen med statsminister Göran Persson.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her