Usikkerheden om fremtiden har fået de ansatte på det sydsvenske atomkraftværk Barsebäck til at slække på overholdelsen af sikkerhedsregler og foreskrifter. Det erkender værkets ledelse og varsler forbedringer. I nyhedsbrevet "Barsebäck Informerer" skriver selskabet Barsebäck Kraft, at der er behov for en opstramning af holdningen til regler og foreskrifter blandt de ansatte på atomkraftværket, der ligger kun 20 kilometer fra København. Nyhedsbrevet oplyser, at "den lange usikkerhed om Barsebäcks fremtid har sat sine spor. Barsebäck har for nylig gennemført en analyse, som viser, at holdninger til regler og foreskrifter kan blive bedre". På opfordring af Barsebäck-værkets ledelse gennemførte en international gruppe i november sidste år en analyse af sikkerhedskulturen på værket, og gruppens påpegede, at selvom Barsebäck er et robust og sikkert anlæg, er der områder, hvor der kan laves forbedringer. »Selvom vi har gode måltal for sikkerhedsarbejdet, viser analysen, at der findes tegn på, at organisationen har været udsat for pres i lang tid«, siger Leif Öst, der har titel af pladschef på Barsebäck, til nyhedsbrevet. Han oplyser videre, at værket nu arbejder kontinuert og langsigtet for at opnå en "varig forandring". Ledelsen vil både rette op på de punkter, der peges på i rapporten, og samtidig forsøge at ændre holdningen til virksomheden blandt både menige medarbejdere og chefer. Barsebäck Kraft har 362 ansatte. Der blev sidste år skrevet rapport om i alt 28 sikkerhedsmæssige hændelser på værket, og det er det laveste antal, siden Barsebäck blev sat i drift midt i 1970erne. Den danske regering presser på for at få den svenske regering til også at lukke reaktor 2 på Barsebäck-værket. Foreløbig er reaktor 1 lukket, og denne reaktor vil i løbet af i år blive tømt for atombrændsel. Reaktor 2 skal efter planen lukkes i 2003, men det forudsætter, at Sverige forinden har fundet alternative energikilder. Barsebäck vil alene i år investere 180 mio. svenske kr. på at forbedre værket og sikkerheden, og i værkets aktuelle femårs-plan indgår investeringer på en halv milliard svenske kroner. Men så er værket også rustet til at fortsætte driften mindst frem til 2017, forudser Leif Öst.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























