Amerikansk vrede over udelukkelse

Lyt til artiklen

Politiken søndag: Vreden syder i den amerikanske kongres, efter at USA torsdag blev stemt ud af FNs Menneskeretskommission og kan få indflydelse på holdningen til FN som helhed. En talsmand for formanden for repræsentanternes hus J. Dennis Hastert sagde fredag, at afstemningen i Genève kan få de amerikanske lovgivere til at kigge en ekstra gang på den aftale mellem USA og FN om betaling af, hvad USA skylder FN, der blev indgået i Clinton-regeringens sidste dage. Repræsentanternes Hus vil i den kommende uge behandle sagen som led i en bevilling til det amerikanske udenrigsministerium. »Udfaldet af afstemningen har skadet FNs omdømme iKongressen alvorligt«, sagde talsmanden John P. Feehery. »Absurd« Det fremtrædende demokratiske medlem af repræsentanternes hus Tom Lantos, som er medformand for menneskerettighedsudvalget i huset, siger, at »det er absurd, at slyngelstater og kroniske overtrædere af menneskerettighederne som Libyen, Sudan og Cuba sidder i kommissionen og dømmer andres forhold til menneskerettighederne, mens USA må sidde udenfor«. Formanden for Senatets udenrigsudvalg Jesse Helms, som i årevis har været stærkt kritisk over for FN, men som var med til at lave aftalen om udbetaling af den udestående gæld til FN, siger, at »det er ikke nogen overraskelse, at nogle få europæiske lande i ly af en hemmelig afstemning arbejdede for at eliminere USA fra Menneskerettighedskommissionen. Vreden i regeringen og Kongressen er i første række rettet mod Sverige, der har formandskabet i EU, og som sammen med Østrig og Frankrig besatte de tre vestlige pladser i kommissionen. USA betragter udfaldet af afstemningen som en begmand til USA fra Den Europæiske Union. Havde tilsagn Den amerikanske udenrigsminister Colin Powell siger, at USA havde 43 skriftlige tilsagn om støtte til USAs genvalg til kommissionen, men kun 29 stemte på USA. Han mente i går, at nogle ændrede deres stemme, fordi de var sikre på, at USA vil blive genvalgt, men at han ikke havde til hensigt at undersøge, hvem der ændrede deres stemme. »Der er formentlig mange forskellige grunde til, at det gik, som det gik«, sagde han. Men blandt andre næstformanden i udenrigsudvalget i Repræsentanternes Hus, republikaneren Christopher H. Smith ser en sammenhæng mellem afstemningens resultat og utilfredsheden over USAs holdning på en række punkter som manglende betaling til FN, afvisningen af en permanent, international forbryderdomstol, afvisningen af en traktat, der forbyder anti-personelminer, afvisningen af Kyoto-aftalen og ønsket om at ændre ABM-aftalen fra 1972 på grund af planerne om det amerikanske missilskjold. »Jeg er tilfældigvis tilhænger af Kyoto-aftalen, men miljøspørgsmål og andre uenigheder bør ikke bruges til at straffe USA, når der er tale om alvorlige ting som tortur«, sagde han. Mistet anseelse Det amerikanske dagblad The New York Times skrev i går i en ledende artikel, at præsident Bush og udenrigsminister Colin Powell må se i øjnene, at USA har mistet anseelse, også blandt nogle af dets europæiske allierede. »Den mest alvorlige reaktion på afstemning vil formentlig komme i Washington. Bush-regeringen og ansvarlige medlemmer af Kongressen må handle hurtigt for at forhindre en reaktion mod FN«, hedder det blandt andet i den ledende artikel.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her