Politiken tirsdag: Kampe mellem demonstranter og sikkerhedsstyrker brød igen ud i går i Algeriets berberregion. I Tizi Ouzou, en by med 600.000 indbyggere, var forretningerne lukkede, og stenkastende demonstranter kæmpede mod politiet, der skød tåregas mod menneskemængden. Den blodige uge i den urolige provins af samme navn som byen blev udløst af drabet på en varetægtsfængslet student og næret af de lokales had til politiet. Hospitalskilder og lokale sætter dødstallet for ugens kampe til mindst 40. Regeringen siger, at 32 har mistet livet, og 600 er blevet såret. Den algeriske presse mener dog, at dødstallet er væsentligt højere. I Algier demonstrerede hundreder af studenter ved universitetet og råbte slogans som »regeringen er morder«. Studenter skudt i ryggen En politikæde hindrede dem i at forlade universitetet. Indenrigsminister Noureddine Zerhouni lovpriste sikkerhedsstyrkerne for at holde hovedet koldt og hævdede, at der kun blev anvendt skarp ammunition som »en sidste udvej«. Hospitalsarbejdere har dog talt om tilfælde, hvor ofre er blevet skudt i ryggen. »Regeringen lover at give svar på tiltale til demonstranterne«, sagde Zerhouni. Han mener, at de unge demonstranter, som angriber politistationer, sætter ild til offentlige bygninger og biler samt blokerer veje, er manipuleret af terrorister, der har infiltreret studenterne. Der har været islamisk oprør i Algeriet siden 1992, hvor et valg, som et nu forbudt muslimsk parti stod til at vinde, blev aflyst. Islamiske grupper, der er i opposition til regeringen, som støttes af militæret, har ført an i oprøret. Mere end 100.000 er blevet dræbt, heraf er størstedelen civile. Imidlertid siger beboere i Kabylien, en bjergregion øst for Algier, at de aktuelle protester ikke har forbindelse til det islamiske oprør, men er rettet mod politiet, som bliver anset for brutalt, udueligt og korrupt. »Folk kom på gaderne på grund af foragten for politiet og på grund af uretfærdighed og den terror, som politiet udøver her i Tizi Ouzou«, fortalte en lokal leder Zerhouni ved et offentligt møde i søndags.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























