Over 20.000 tilhængere af den fængslede tidligere præsident Joseph Estrada stormede mandag mod præsidentpaladset i Filippinerne, oplyser flere radiostationer. Der kunne høres skud, og uropoliti brugte tåregas i et forgæves forsøg på at standse folkemængden. Estrada-sympatisørerne tvang sig kort forinden vej forbi en militærpost, som ligger en kilometer fra Malacanang-præsidentpaladset i hovedstaden Manila. Paladset er embedsbolig for Estradas efterfølger på præsidentposten, Gloria Macapagal Arroyo. Estrada er fængslet på sigtelser om bestikkelse, mened og økonomisk udplyndring. Retssagen mod ham er udsat til sidst i juli for at give hans advokater tid til at forberede forsvaret.
Estrada-tilhængere i storm mod præsidentpalads
Lyt til artiklen