Kina skærper nu udfaldet mod USA i spørgsmålet om Taiwan. Kinesiske regeringsembedsmænd og statslige medier lod fredag forstå, at Kina er parat til at tage alle midler i brug i kampen om at genforene Taiwan med fastlandet. Reaktionen kommer efter den amerikanske præsident, George W. Bushs beslutning tidligere på ugen om at sælge Taiwan avancerede våben for fem milliarder dollar (næsten 42 mia. kr.). Samtidig afviser Kina en ny opfordring til dialog fra regeringen under den taiwanske præsident, Chen Shui-Bian, hvis korte ophold i USA på vej til Latinamerika i den kommende måned yderligere provokerer Kina. Zhang Mingqing, talsmand for den kinesiske regerings Taiwan-kontor, siger, at der ikke kan blive tale om drøftelser med Chen, før han anerkender »et Kina-princippet« om Kinas territorialkrav på Taiwan. Zhang fordømmer også Bushs løfte om at forsvare i Taiwan mod et eventuelt kinesisk angreb og betegner det som »fejlagtigt«. Han antyder, at Kina på en eller anden måde vil gøre gengæld for det nye våbensalg til øen. »Enhver, der forsøger at blande sig i Kinas indre anliggender eller krænke Kinas suverænitet, må betale prisen for det«, siger han. Farligt våbensalg En kinesisk regeringsavis, Guangming Dagblad, skriver fredag, at regeringen i Washington må »indse, hvor seriøs, farlig og alvorlig våbensalget er, og tæmme dets heste på randen af afgrunden«. Og avisen for den kinesiske hær skærer situationen endnu tydeligere ud for amerikanerne. »Kina er et fredselskende land, og den kinesiske hær er en fredselskende hær, men når land, vand eller luftrum bliver krænket, vil vi kæmpe til den bitre ende og for hver en pris«, står der at læse i avisens leder. Det amerikanske våbensalg er det største siden 1992 og har mødt voldsom kritik fra Kina, som anser Taiwan som en retmæssig del af landet. Bush øgede torsdag frustrationerne i Beijing, da han ifølge højtstående embedsmænd i Det Hvide Hus overvejer at lade Taiwans præsident mødes med en række medlemmer af den amerikanske Kongres. Chen Shui-Bian vil i maj besøge fem latinamerikanske lande for at styrke relationerne som et led i forsøget på at bryde Taiwans diplomatiske isolation. Chen har i denne forbindelse bedt regeringen i Washington om tilladelse til at lægge vejen forbi Houston og New York samt til at mødes med kongresmedlemmer i de to byer.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























