Virak om Chirac

Lyt til artiklen

Politiken lørdag: Den franske undersøgelsesdommer Eric Halphen mener at have tilstrækkelige beviser for, at præsident Jacques Chirac i sin periode som borgmester i Paris mellem 1974 og 1995 var med til at pumpe midler fra private virksomheder over i borgmesterens og nu præsidentens eget gaullistparti, RPR. Eric Halphen har nu overdraget sagen til den franske rigsret, for kun den har kompetence til at behandle den videre. Eric Halphen sendte sagen videre onsdag, men det er meget uvist, om det er muligt at gennemføre en rigsretssag mod præsidenten. Det er nemlig den franske nationalforsamling, som skal rejse sagen, og både præsidentens borgerlige venner og en stor del af socialisterne ser nødigt en sag kun et år før præsidentvalget. Undviger Den socialistiske premierminister Lionel Jospin, der sandsynligvis stiller op mod Chirac næste år, ønsker ikke en sag. Det vil se ud, som om han ønsker at skaffe sig af med en politisk modstander ad juridisk vej, og en række meningsmålinger viser, at befolkningen selv ønsker at kunne vælge mellem de to mænd og i øvrigt betragter de juridiske slagsmål som beskidte politikertricks. Og dem er franskmændene trætte af. Ikke desto mindre øger sagen presset på præsidenten, for undersøgelsesdommer Eric Halphen peger på nye forhold, hvor præsidenten i sin egenskab af borgmester i Paris har været på kant med loven. En tidligere dommer har afsløret Paris-bystyrets massive ansættelser af gaullister, som reelt aldrig arbejdede for kommunen, men derimod var partifunktionærer. Denne sag om fiktive job er ved at blive undersøgt. Eric Halphen peger med baggrund i de nye indicier på, at bystyret i Paris tvang virksomheder, som arbejdede for kommunen, til at betale ofte millionbeløb ind på gaullistpartiets konto for at få opgaverne. Dette skete ifølge dommer Halphen ofte i perioden, hvor Chirac var borgmester, og hele denne politiske kultur går under navnet 'le systeme Chirac' - selvom det også var udbredt i kommunistiske og socialistiske kommuner. Lav profil Blandt andet derfor holder Socialistpartiets ledelse og Lionel Jospin lav profil. Men unge socialistiske parlamentsmedlemmer ønsker at komme til bunds i firsernes og halvfemsernes korruption, og den unge advokat og parlamentariker, Arnaud Montebourg, ønsker at køre sagen helt igennem til rigsretten. Her nyder præsidenten ifølge ham ikke immunitet, men det spørgsmål bliver genstand for et større juridisk slagsmål. Det er præsidentens rådgivere i Elysee-palæet allerede ved at forberede. Jospin ønsker ikke et opgør, men presset fra dommerne, som uofficielt arbejder tæt sammen med især dagbladet Le Mondes journalister, samt et politisk krav fra regeringspartiet De Grønne om oprydning stiller premierministeren i en vanskelig situation.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her