Reformforslag skal forbedre Rusland

Lyt til artiklen

Politiken lørdag: Ruslands ministerpræsident, Mikhail Kasjanov, fik i løbet af fredagen parlamentets underhus, Dumaen, overtalt til at udskyde sommerferien i flere uger for at behandle en række reformforslag fra regeringen. Ifølge Kasjanov vil lovforslagene, hvis de bliver vedtaget, forvandle Rusland til et 'helt andet land'. Og vedtaget, det bliver de - efter alt at dømme. Præsident Putins og regeringens støttepartier har i den senere tid sluttet sig tæt sammen og i realiteten kan Putin og Kasjanov regne med at få hvad som helst igennem Dumaen. Kommunisterne, som hidtil har haft et afgørende ord at skulle have sagt, er reelt sat uden for indflydelse. Og dette er ikke mindst vigtigt i forbindelse med regeringens nye forslag om retten til at eje og sælge jord. Ifølge regeringens forslag, som altså ventes vedtaget i løbet af foråret, vil den private ejendomsret til jord nu igen blive sikret lovmæssigt for første gang siden revolutionen i 1917. I et taktisk træk har regeringen undladt at inkludere landbrugsjord, der er kommunisternes ømmeste punkt, men har bebudet en speciel lov, som regulerer dette spørgsmål. Samtidig bliver det overladt til provinsparlamenterne at vedtage lokale love om ejendomsretten til landbrugsjord. Mange regioner har længe tilladt dette i praksis. Fremme investeringer Regeringen venter, at den nye jordlovgivning, især vedrørende industrijord, vil fremme udlændinges vilje til at investere i Rusland. Det samme gælder de fremlagte strukturreformer i skattesystemet, som skal forenkles markant, arbejdsmarkedslovgivningen, som ifølge regeringen skal tilpasses vestlige forhold, og pensionssystemet. Regeringen forsøger at begrænse embedsmændens magt og muligheder for at kræve bestikkelser ved markant at reducere antallet af erhvervsaktiviteter, der kræver statslicenser. Endvidere har regeringen fremlagt en længe ventet reform af det juridiske system og af straffeloven. For første gang i mange år er antallet af indsatte i de umenneskelige russiske fængsler netop faldet til under en million mennesker i kraft af en amnesti. For at forhindre, at fængslerne fyldes op igen, reduceres straffene for en lang række forbrydelser. Samtidig skal reformen bekæmpe korruptionen blandt politifolk og dommere ved at give dem markante lønstigninger. »Hvis Dumaen vedtager disse love i foråret, bliver Rusland et nyt land, mere avanceret, mere markedsorienteret og mere demokratisk«, sagde Kasjanov, der ellers ikke normalt er en mand af mange og kønne ord. De fleste politiske kommentatorer er enig med ham og han kan vente bred støtte, selv om de liberale reformpartier gerne havde set endnu mere radikale økonomiske reformer.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her