Politiken tirsdag: Den grønne, tyske udenrigsminister Joschka Fischer er kommet både politisk og juridisk uskadt gennem måneders diskussion og undersøgelse af sin fortid som militant venstreorienteret. Statsadvokaten i Frankfurt meddelte i går, at Joschka Fischer som vidne i sagen mod eksterrorist Hans-Joachim Klein ikke havde begået mened. Der er »intet usandt« i Fischers forklaring om, at RAF-terroristen Margrit Schiller ikke havde boet i hans kollektiv i Frankfurt et par dage i foråret 1973. I forvejen havde politiet i Frankfurt fundet ud af, at Fischer ikke kunne have kastet nogle molotovcocktails, der sårede en betjent livsfarligt. En videofilm viser tydeligt, at de kastes af en kvindelig demonstrant, hvis identitet dog ikke kendes. Begge sager kunne have truet Fischer som minister, og et par gange under vinterens hidsige diskussioner har han tilsyneladende også været på nippet til at træde tilbage. Det største borgerlige oppositionsparti CDU brugte alle oplysninger og rygter til at så tvivl om hans forklaringer og ønsker stadig et undersøgelsesudvalg i Forbundsdagen om hans radikale fortid. Stadig populær CDU og det liberale FDP har dog de seneste uger mere eller mindre droppet sagen, fordi Joschka Fischer trods sin tilståelse af at have slået en betjent ned under en demonstration er lige så populær blandt vælgerne som før. Angrebene prellede af som vand på en gås: Både i februar, marts og april viste opinionsmålinger fra Forschungsgruppe Wahlen, at Fischer efter forbundskansler Gerhard Schröder er landets mest populære politiker. Regeringschefen står i april til 1,9 og Fischer til 1,6 på den skala, hvor CDUs formand Angela Merkel får 0,5. Undersøgelsen om mened i retten var baseret på fire linjer i Margrit Schillers erindringsbog 'Es war ein harter Kampf um meine Erinnerung' (Det var en hård kamp om min erindring): »Daniel Cohn-Bendit inviterede mig til at bo hos sig. Han boede med Joschka Fischer og nogle andre i en stor gammel lejlighed. Jeg tog mod hans tilbud og blev der et par dage. Jeg spiste morgenmad med dem og sent om aftenen turede vi rundt på værtshuse«. Schillers bopæl I den gamle byejendom var der flere boligfællesskaber, bl.a. et rent kvindekollektiv. Under undersøgelserne meldte der sig også et par fra kvindekollektivet, som bevidnede at Margrit Schiller, der på det tidspunkt ikke var eftersøgt, boede hos dem. Hun har selv siden 1985 boet i Uruguay og har i telefoninterview udtalt sig modstridende. På et tidspunkt indrømmede hun, at hun ikke kunne huske, om hun boede i netop Fischers kollektiv. Hun har afslået at afgive vidneforklaring på den tyske ambassade i Montevideo, og statsadvokaten i Frankfurt mener også, at sagen er tilstrækkeligt belyst. Retsformanden i sagen mod Hans-Joachim Klein, Heinrich Gehrke, har fra starten kaldt undersøgelsen »latterlig«. Chefen for statsadvokaturen i Frankfurt holdt få dage før starten på undersøgelsen mod Fischer et møde med delstatens konservative vicejustitsminister, og Gehrke sagde i februar, at »jeg kan ikke bevise politisk indflydelse på sagen, men den er nærliggende«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Schack'erne er ude af Folketinget efter sammenlagt 40 år: »Det er jo et tab af et formål og en retning«
Lyt til artiklenLæst op af Morten Skærbæk
00:00
Nicolás Maduro laver sjov med sin søn fra fængslet, ser fodbold og læser sine idoler Lenin og Bolivár
Klumme af Christian Jensen
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























