Tre palæstinensere blev i dag dræbt, mens seks andre blev såret, da der indtraf en eksplosion ved Rafah-grænsen mellem Gaza og Egypten, siger hospitalskilder i området. Det er ikke umiddelbart klart, hvad der er sket. Der var ikke kampe mellem israelere og palæstinensere ved Rafah, da eksplosionen skete. Palæstinensiske sikkerhedskilder siger til det tyske nyhedsbureau DPA, at det var en landmine, der eksploderede, og at de dræbte var medlemmer af Fatah-gruppen, palæstinenserlederen Yasser Arafats organisation. Andre kilder mener, at der var tale om en fjernstyret israelsk bombe. Gazastriben er under israelsk besættelse, men der er palæstinensisk selvstyre i omkring 65 pct. af Gaza. Israel kontrollerer ind- og udrejse af Gaza, også mellem Gaza og Egypten.
Tre palæstinensere dræbt ved eksplosion i Gaza
Lyt til artiklen