Politiken torsdag: Hans tilhængere græd, og modstanderne jublede, da den mørke politibil kørte af sted med Filippinernes forhenværende præsident Joseph Estrada. Han blev anholdt onsdag og sidder nu bag tremmer på en politiskole 15 kilometer uden for hovedstaden, Manila. Der blev udstedt arrestordre mod Estrada i sidste uge, men han blev i første omgang løsladt mod kaution. Denne gang klappede fælden. Han er sigtet for at have malket statskassen for næsten 700 mio. kr. gennem sine 31 måneder ved magten. Han blev i januar i år tvunget til at gå af efter massive demonstrationer oven på pressens afsløring af hans lyssky affærer. Mulig dødsstraf Han risikerer dødsstraf, hvis han kendes skyldig, men kilder i Manila tror ikke, at det kommer så vidt. Men der bliver under alle omstændigheder tale om en streng fængselsstraf, hvis han bliver dømt. Filmstjernen, der først blev borgmester og siden Filippinernes præsident, er endt som statens fange. Otte af hans nærmeste medarbejdere, blandt andre sønnen Jinggoy og hans personlige advokat, Edward Serapio, er også anholdt i sagen. »Vi har bevist, at der hersker retfærdighed i Filippinerne. Det her er historisk øjeblik. Vi har bevist, at selv en person, der tidligere beklædte det højeste embede, må stå til ansvar for sine gerninger«, siger Rigoberto Tiglao, talsmand for den nye præsident, Gloria Arroyo, til nyhedsbureauet Reuters i Manila. Mediernes magt Tiglao er forhenværende journalist på tidsskriftet Far Eastern Economic Review og grundlægger af Filippinernes Center for Undersøgende Journalistik, sammenslutningen, der først begyndte at kulegrave Estradas forhold. Estradas fald viser således også, hvilken magt medierne har i Filippinerne, der nyder større pressefrihed end de fleste andre lande i regionen. Estrada selv afviser at have begået noget som helst ulovligt. Han siger, at han vil kæmpe for at få oprejsning. Men på mange måder er dommen over Estrada allerede fældet. Alle fakta er lagt frem, og folkeopinionen, der tvang ham til at gå af, har tydeligt tilkendegivet, hvad den mener om Estrada og hans handlinger. Det er endnu for tidligt at sige, om fængslingen af Estrada vil betyde mindre korruption i filippinsk politik. Men forskellen på ham og den nye præsident kunne næppe være større. Estrada havde flere koner, endnu flere elskerinder og en masse børn. Han tilbragte nætterne med at drikke whisky og spille kort med sine kumpaner. Drømme om genfødsel Arroyo er lykkeligt gift, mor til tre børn og en dybt troende katolik. Hun kommer også fra den gamle elite i Filippinerne. Hendes far, Diosdado Macapagal, var præsident i begyndelsen af 1960erne, inden den gamle diktator Ferdinand Marcos tog over og styrede landet mod afgrundens rand. Macapagal var folkevalgt og populær, en aristokrat, der var skolet i den gamle spansk-amerikanske kultur - og datteren er tydeligvis gået i hans fodspor. Mange på Filippinerne drømmer om en genfødsel af den gamle storhedstid efter årtier præget af magtmisbrug, korruption og økonomisk forfald. De ser anholdelsen af Estrada som første skridt i genopbygningen af et land, der med sine mange veluddannede borgere og store naturressourcer burde være et af de mest velstående i regionen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Løkke går efter økonomisk ministerium til M: »Der er en kæmpe forskel på at sidde på regnemaskinen selv«
Hun lever som professionel jæger: »Det er svært at finde en mand, der er mand nok til mig«
Lyt til artiklenLæst op af Birgitte Kjær
00:00


Vi har lige været vidne til den måske største bedrift nogensinde i løbesporten. Men det er ikke løberen, der stjæler opmærksomheden
Lyt til artiklenLæst op af Anders Legarth Schmidt
00:00
Leder af Marcus Rubin
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kæmpestudie glæder professor: »Det er jo vanvittigt. Frygten for smerter fylder alt for meget«
Lyt til artiklenLæst op af Lars Igum Rasmussen
00:00


























