Racisme koger i britisk valgkamp

Lyt til artiklen

Politiken mandag: En erklæring om at standse racisme i den kommende britiske valgkamp har udløst et politisk slagsmål mellem regeringspartiet Labour og de konservative. Samtidig afslører diskussionen et oprør i den konservative højrefløj, som ikke vil rette sig efter partileder William Hague. Det startede ellers så fredeligt, da den statsstøttede Komite for Racelighed bad de britiske partiledere og parlamentsmedlemmer underskrive en erklæring, hvor de lover, at de vil repræsentere »alle vælgere, uanset race, køn, hudfarve, religion eller andre diskriminerende faktorer«. Parlamentsvalget er ikke udskrevet endnu, men det forventes at skulle holdes 7. juni. Hague medunderskriver Blandt underskriverne var William Hague, som ellers for halvanden måned siden truede med, at Storbritannien ville blive »et fremmed land«, hvis Labour får lov at sidde endnu en periode, fordi regeringen accepterer så mange asylsøgere. Det blev han kritiseret stærkt for, og han har siden modereret sine udtalelser. Men ved at underskrive den anti-racistiske erklæring gjorde partilederen regning uden vært. Det viste sig nemlig, at flere af de konservative parlamentsmedlemmer nægter at skrive under. Blandt dem er den finanspolitiske ordfører Michael Portillo, som begrunder sin afvisning med, at han »vil tale for sig selv, og jeg har i øvrigt sagt, at jeg vil behandle alle lige i dette land«. Oprør på højrefløjen Flere andre på den konservative højrefløj har nægtet at skrive under. Det er blevet til et oprør på højrefløjen, som afspejler de konservatives voksende lederkrise. Partiet ligger omkring 20 procent efter Labour i meningsmålingerne, og William Hague har ikke fuld opbakning i parlamentsgruppen. Michael Portillo betragtes af mange iagttagere som det bedste bud på en ny leder, hvis de konservative får endnu et katastrofevalg. Labour smeder Den britiske udenrigsminister Robin Cook reagerede hurtigt på oprøret i de konservative geledder. I en tale forsvarede han immigration og et multikulturelt britisk samfund. Han kaldte det for et højreorienteret 'drømmesyn', at Storbritannien nogensinde havde været en nation med en enkelt homogen race. Han argumenterede for, at det er bølger af indvandrere, der har gjort Storbritannien til en rig og succesfuld nation. Han udnævnte 'chicken masala' til britisk nationalspise, selv om det oprindeligt er en indisk ret, »tilsat sovs, som briterne vil have det«. Robin Cook beskyldte de konservative for, at det var »mislykkedes at udrydde racismen« i partiet. Konservativt genmæle Den konservative William Hague fik travlt med at forsøge at dække over oprøret i parlamentsgruppen. Han beskyldte i stedet Labour-regeringen for at prøve at smyge sig uden om en diskussion om det voksende antal asylsøgere i Storbritannien. »Labours politikere forsøger at censurere enhver diskussion om asylsøgere ved at kalde alle, der rejser den, for racister. Det er et lurvet og usselt kneb«, sagde William Hague i går. Han hævdede, at Storbritannien er det land i EU, der har flest asylsøgere, fordi tallet er steget fra 32.500 i 1997 til 76.000 sidste år. Men William Hagues forsøg på at flytte diskussionen fra den konservative racisme lykkedes ikke helt. Den konservative indenrigspolitiske ordfører Ann Widdecombe kaldte på tv-kanalen BBC den anti-racistiske erklæring for »ubegavet« og »uansvarlig«. Hun har skrevet under, men kun fordi hun ikke vil have diskussionen »afsporet hver gang, jeg taler om, hvad vi skal gøre med asylsystemet, der er helt ude af kontrol«. Liberale lægger afstand Den konservative splittelse har fået lederen af det tredjestørste parti, De Liberale Demokrater, til at lægge afstand: »Jeg tror, at William Hagues position er mere og mere uholdbar for hver dag, der går«, sagde Charles Kennedy og tilføjede: »Hvis han ikke kan holde sammen på sit parti, er han i hvert fald ikke i stand til at lede landet efter valget«. Hidtil har 78 procent af Labours parlementsmedlemmer, 100 procent af De Liberale Demokrater og 35 procent af de konservative skrevet under på den anti-racistiske erklæring. Labour har sagt, at alle medlemmer forventes at signere.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her