Politiken fredag: Peter Hansen var på vej til flygtningelejrene i Khan Yunis og Rafah i den sydlige del af Gazastriben for at besigtige de israelske bulldozeres ødelæggelser og vurdere, hvordan FN-organisationen UNRWA kan hjælpe mere end hundrede familier, hvis huse lå i udkanten af de to lejre tættest på de israelske bosættelser og militærposter, og som henholdsvis forrige tirsdag og lørdag blev jævnet med jorden. Ved vejspærringen nær den israelske bosættelse Netzarim, syd for Gaza by, blev han standset af israelske soldater med den besked, at vejen var spærret af pansrede køretøjer. Han kunne se de bevæbnede israelske soldater sidde i deres observationstårne langs vejen og så de mange jeep og pansrede mandskabsvogne på den ellers øde hovedvej. Soldaterne gestikulerede på hebraisk og lod sig ikke anfægte af, at den person, de tilbageholdt, er den øverste chef for den største FN-organisation i området. Ansvar for 850.000 Som generalkommissær for den særlige hjælpeorganisation for Palæstina-flygtningene (UNRWA) har Peter Hansen ansvaret for over 850.000 mennesker eller over 85 procent af den palæstinensiske befolkning i Gazas velfærd. Det tog et utal af opringninger til militærhovedkvarteret i Tel Aviv og halvanden time, før Peter Hansen fik lov at køre yderligere 10 km til den næste vejspærring, og derfra endnu 10 km videre til sit bestemmelsessted. »Det er i modstrid med Genevé-konventionen, der giver hjælpeorganisationer fri adgang til at besøge flygtninge og andre krigsofre, og det er i modstrid med klare aftaler, vi har med Israel om, at UNRWAs personale har fri bevægelighed, og at de israelske myndigheder vil være behjælpelige med at opretholde denne frie bevægelighed«, fortæller Peter Hansen til Politiken. Daglig foreteelse »Soldaterne tilbageholder dagligt vores ansatte, både læger, lærere og andre hjælpearbejdere. Nogle dage tager det dem tre-fire timer at komme på arbejde. Regler og forpligtelser bør overholdes, men vi kender kun alt for godt til diskriminering imod vore lokale (palæstinensiske, red.) medarbejdere«. »Jeg bryder mig ikke om særbehandling, der ligger en aftale om fri bevægelighed, og den burde gælde alle, men soldaterne kunne ikke tage fejl, de kunne se på bilen og det flag vi kører med, at det var mig, de tilbageholdt«. Det var ikke første gang siden begyndelsen af den snart syv måneder lange intifada, at Peter Hansen blev standset af de israelske soldater. Den værste gang, fortæller han, var i februar måned, hvor soldaterne endog pegede på ham med deres våben. Hændelsen dengang, som i går, bliver indrapporteret og afleveret til israelerne i form af en officiel protest, men Peter Hansen har nærmest det indtryk, at de blot bliver lagt oven i bunken af øvrige UNRWA-protester over alle de forhindringer, der bliver lagt i vejen for hjælpearbejdet. UNRWA har siden intifadaens begyndelse ved hjælp af et kuponsystem udleveret mad (ris, tørmælk, olie og mel, red.) til 130.000 familier i Gaza og 90.000 familier på Vestbredden. Øget pres Men FN har store problemer med at få varerne ind i Gaza og Vestbredden. Selve situationen har øget presset på UNRWAs klinikker, hospitaler, medicinlagre og ambulancer. Men det er svært, siger Peter Hansen, at opretholde sundhedsarbejdet, når den frie bevægelighed for såvel personale som patienter er inddraget. Han peger blandt andet på UNRWAs i øvrigt velfungerende vaccinationsprogram, der i syv måneder ikke har fungeret, bl.a. fordi den mobile klinik ikke har kunnet køre rundt, hvilket øger faren for epidemier. »Det er jo også en trussel mod Israels sikkerhed«, siger Peter Hansen med en snert af sarkasme. Her til morgen mødes Peter Hansen med Israels udenrigsminister Shimon Peres i håb om, at han kan få Peres til at forstå, at den samlede situation »blot øger hadet til Israel«. »Jeg er ikke optimistisk. Det er meget begrænset, hvad man kan gøre, men jeg prøver mit bedste«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























