Forventningen om snarlig israelsk gengældelse lå i luften i aften efter rapporter om endnu et morterangreb mod et israelsk område. To granater slog ned på en mark nær kibbutzen Nir Oz, og angrebet kom ifølge tv-stationen fra den sydlige del af Gaza-striben. Ingen kom noget til, men hændelsen lignede det angreb, der mandag fik den israelske hær til at besætte dele af Gaza i 24 timer. Kort efter rapporten om det seneste morterangreb sagde palæstinensiske kilder til det franske nyhedsbureau AFP, at palæstinenserlederen Yasser Arafat har givet ordre til at standse sådanne angreb på israelske byer og jødiske bosættelser i de besatte områder. Det er uvist, om den israelske hærs forventelige gengældelse af den grund blev afværget. Kilder i Gaza sagde sent i dag, at israelske helikoptere var i luften. Tidligere på dagen havde eksplosioner rystet hovedkvarteret for den palæstinensiske sikkerhedsstyrke-17 i hjertet af byen Ramallah på Vestbredden.
Nyt morterangreb tester Sharons vilje
Lyt til artiklen