Makedonsk afpresning

Lyt til artiklen

Politiken tirsdag: Mens Tetovo holdt minikrig, kroaterne gjorde oprør i Bosnien, og Slobodan Milosevic blev anholdt i Beograd, foregik der delvis bag kulisserne et opgør i Makedonien, der afslørede en utilgivelig svaghed i hele det diplomatiske og politiske system, som FN, EU og NATO har forsøgt at opbygge på Balkan. Da de albanske oprørere startede deres væbnede opgør i grænsebyen Tanusevci for godt en måned siden, erklærede den makedonske regering, at al trafik af varer til Kosova skulle stoppes »af sikkerhedsgrunde«. »Det betød ganske simpelt, at Makedonien ensidigt etablerede en embargo mod et andet land, en embargo mod hele det internationale samfund og det hjælpearbejde, der udføres i Kosova. Ingen reagerede på den grove overtrædelse af alle internationale normer«, fortæller en diplomat i Pristina. Tværtimod rejste EUs talsmand Javier Solana, NATOs generalsekretær George Robertson og en hel konvoj af diplomater til Skopje og lovede den makedonske regering støtte til kampen mod de albanske oprørere i grænsebjergene, som næppe er meget andet end 500 mand med meget lidt opbakning i den albanske befolkning. »Alene Danmark har tabt adskillige millioner kroner, fordi materialer og forsyninger ikke kan komme ind via Makedonien. Vi har haft lastbiler, der har kørt hele vejen tilbage via Bulgarien, Kroatien og Italien og med færge til Albanien og via den umulige bjergvej ind til Kosova. Sådan noget koster penge«, fortæller en dansk hjælpearbejder. Alle vidste besked Alle på stedet vidste , at Makedonien lukkede grænserne, ikke af sikkerhedsgrunde, men for at lægge politisk pres på Vesten. Afsløringen kom, da chefen for FNs fredsmission i Kosova, Hans Hækkerup, forleden var i Skopje for at forhandle med de makedonske ledere. Under mødet med ministerpræsident Ljupco Georgievski faldt denne i den store diplomatiske tjærespand, da han indrømmede, at grænsen var blevet lukket af politiske grunde. Hans Hækkerup bad ham om at gentage det. Var han nu også helt sikker på, at det var af politiske grunde? Jo, det var han! Hækkerup drog videre til præsidenten, Boris Trajkovski. I mellemtiden havde Georgievski nået at ringe til sin præsident, der pludselig havde sadlet om og kunne sige, at der var tale om en misforståelse, og at han nu ville genåbne grænserne for varer til Kosova. »Sådan foregår diplomatiet på Balkan«, som en af diplomaterne, der var tæt på begivenhederne, udtrykte det.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her