Der var torsdag tegn på opblødning i den ellers så fastlåste spionfly-krise mellem USA og Kina. Den amerikanske udenrigsminister sendte et brev til Kina, hvori han beklagede tabet af den kinesiske jagerpilot, der mistede livet under kollisionen med det amerikanske spionfly. Og kort efter kaldte Kina brevet »et skridt i den rigtige retning«. Samtidig lod Kina dog forstå, at beklagelsen fra USA stadig langt fra var nok til at frigive de 24 mand, der var om bord på det amerikanske EP3-fly, da det søndag nødlandede på den sydkinesiske ø Hainan. »Vi mener, at den beklagelse, som USA nu givet udtryk for, er et skridt i den rigtige retning til at løse vores problem«, sagde en talsmand for det kinesiske udenrigsministerium, der dog samtidig gentog Kinas krav om en officiel undskyldning. Kinas præsident, Jiang Zemin, kræver, at USA påtager sig det fulde ansvar for flykollisionen. Desuden skal USA indstille alle overvågningsflyvninger nær Kinas kyst. Ingen undskyldning Men USA nægter fortsat at påtage sig skylden og dermed undskylde. Washington mener, at flyet udførte fuldt lovlige overvågningsopgaver i internationalt luftrum, og at det ikke var skyld i sammenstødet med det kinesiske jagerfly. Men den holdning afviser Kina som »usamarbejdsvillig«. »Først og fremmest skal USA vise en mere samarbejdsvillig attitude, indrømme dets fejltagelse og give os en undskyldning. Dernæst kan vi begynde at diskutere, hvad næste skridt skal være«, sagde talsmanden Sun Yuxi på en pressekonference i Beijing torsdag. Sun lod også forstå, at det amerikanske mandskab, der har været tilbageholdt i fem døgn, var blevet afhørt om kollisionen og nødlandingen på Hainan. Møde med besætning »De var skyld i sammenstødet, og trængte illegalt ind over Kinas luftrum«, sagde Sun, der tilføjede, at amerikanske diplomater på Hainan ville få lov til at mødes med besætningsmedlemmerne igen, såfremt USA viste tegn på samarbejdsvilje. Samtidig sagde de amerikanske diplomater, at de netop pressede på for et andet møde med besætningsmedlemmerne, men at de endnu ikke havde fået positivt svar fra de kinesiske myndigheder. Ifølge den amerikanske ambassadør i Kina, Joseph Prueher, havde kinesiske eksperter gennemgået spionflyet, der er udstyret med meget avanceret efterretningsudstyr. USA har ellers advaret Kina om at holde sig fra flyet, som ifølge Washington er amerikansk suverænt territorium i henhold til international lov. Følsomme data destrueret Til amerikansk glæde kom det imidlertid frem onsdag, at besætningen på flyet nåede at tilintetgøre alle følsomme data, inden det kinesiske militær kom om bord. De verbale skyts har de sidste par dage gået begge veje, da de to landes præsidenter har anklaget hinanden for at være skyld i det forværrede forhold mellem USA og Kina. En kortfattet amerikansk præsident advarede onsdag Kina om, at det vil skade de gensidige forbindelser på langt sigt, hvis ikke det højteknologiske fly og besætningen straks bliver frigivet.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Løkke går efter økonomisk ministerium til M: »Der er en kæmpe forskel på at sidde på regnemaskinen selv«
Hun lever som professionel jæger: »Det er svært at finde en mand, der er mand nok til mig«
Lyt til artiklenLæst op af Birgitte Kjær
00:00


Vi har lige været vidne til den måske største bedrift nogensinde i løbesporten. Men det er ikke løberen, der stjæler opmærksomheden
Lyt til artiklenLæst op af Anders Legarth Schmidt
00:00
Leder af Marcus Rubin
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kæmpestudie glæder professor: »Det er jo vanvittigt. Frygten for smerter fylder alt for meget«
Lyt til artiklenLæst op af Lars Igum Rasmussen
00:00


























