NTV genoptager sine normale udsendelser

Lyt til artiklen

Doku-soapen er færdig. Nu overtager de ordinære soap-operaer skærmen igen på Ruslands mest populære tv-kanal. Det omstridte NTV besluttede torsdag at genoptage de ordinære udsendelser på trods af protesterne mod det delvist statsejede gasselskab Gazproms forsøg på at vinde kontrollen over tv-kanalen. Efter et medarbejdermøde gik NTVs generaldirektør Jevgenij Kiseljov på skærmen og forklarede, at det nu var på tide igen at vise almindelige programmer. »Vi afbryder ikke vores protest, men vi vender tilbage for vore seeres skyld, så de får mulighed for at se deres favoritprogrammer«, forklarede Kiseljov. Magtkamp forsætter Derefter blev det almindelige program med sæbeoperaer, samfundsanalyser, krimiserier og konkurrencer sendt ud. Magtkampen mellem NTV og Gazprom er ikke afsluttet, nærmere tværtimod. NTV er ikke tilfreds med kanalens nye ledelse, som er udpeget af Gazprom. Onsdag blev det meddelt, at 'oligarken' Vladimir Gusinskij havde solgt sin andel af NTV til den amerikanske tv-kanal CNNs grundlægger, Ted Turner for omkring to milliarder kroner. Turner bekræftede handelen og sagde i en pressemeddelelse, at han værdsatte de journalister, som drev NTV. "På trods af utilfredsheden ser vi frem til et godt samarbejde med Gazprom om at sikre kanalens uafhængighed", skrev Turner. Da gaskoncernens jurister torsdag kom til tv-huset blev de ganske vist lukket ind, men NTVs jurister nægtede at skrive under på noget som helst. I stedet krævede de at se et dokument, som viste, om Gazproms amerikanske kandidat til posten som NTV-chef, Boris Jordan, overhovedet havde ret til at arbejde i Rusland. »Men et sådant papir kunne de ikke fremvise«, sagde NTVs jurist Pavel Astasjov. Høje seertal Gazprom har tidligere afvist et forslag om at stille konflikten i bero i tre måneder for at få tid og mulighed for at forhandle. Hele onsdag og halvdelen af torsdag viste NTV kun nyheder, blandet med billeder fra tv-lokalerne i noget som til sidst blev en vaskeægte doku-soap. Seerne fik mulighed for at se, hvordan medarbejderne gik frem og tilbage i gangene, talte lidt i telefon og blev sminkede inden nyhedsprogrammerne. Og det var faktisk populært. Seertallene i hele landet har været høje. Selvom der egentlig ikke skete noget som helst, sad folk som klistret til tv-skærmen for at følge den dramatiske ikke-dramatik.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her