Politiken fredag: Lastbilchauffør Perry Wacker så chokeret ud og måtte synke et par gange, da han blev idømt 14 års fængsel i går. Et britisk nævningeting kendte ham skyldig i manddrab på 58 kinesere, der blev kvalt i en container på hans lastbil, da han forsøgte at smugle dem ind i Storbritannien sidste sommer. Det var et af de første tegn på følelser, den 33-årige hollandske chauffør har vist under den seks uger lange retssag. Da lastbilen blev åbnet af toldere i Dover i juni sidste år, stod han og pjattede og lavede sjov, mens tolderne fandt de 54 døde mænd og fire kvinder skjult bag stabler af tomatkasser. Et hav af ubevægelige kroppe, sådan beskrev en tolder fundet. Kun to overlevede turen i containeren. Wacker havde lukket luftventilen under den fem timer lange færgetur fra Belgien til Dover. Derfor blev de illegale indvandrere kvalt, mens han så tv i færgens cafeteria. Han har under hele sagen hævdet, at han ikke vidste, at der var 60 kinesere skjult i hans lastvogn. Men hans fingeraftryk er blevet fundet i den lagerbygning i Rotterdam, hvor kineserne var skjult inden køreturen. Dommer Alan Moses sagde ved domsafsigelsen i går, at chaufføren havde behandlet kineserne som gods, og at han havde medvirket til kynisk udnyttelse af de unge flygtninge, der drømte om et bedre liv. »Du bekymrede dig ikke om de mennesker, der var stuvet sammen på den trange plads i traileren«, sagde dommeren. »Da du lukkede luftventilen, berøvede du dem den luft, de behøvede for at overleve. Du kikkede ikke ind til dem én eneste gang. Det er din fejl, at de blev kvalt«. Kynisk udnyttelse Dommeren idømte chaufførens medanklagede, den kinesiske tolk Ying Guo, seks års fængsel. Tolken bor i Storbritannien, og hendes telefonnummer blev fundet på flere af de omkomne. De to udvalgte sig illegale indvandrere med det formål at tjene penge på dem, som ikke har råd til det, sagde dommeren. De udnyttede kynisk mennesker, som ikke vidste bedre, eller som ønskede at forbedre deres muligheder. Det talte også til skade for Perry Wacker, at en af hans venner havde kørt en tilsvarende smuglertur med illegale immigranter et par måneder tidligere. De var også ved at blive kvalt bag i vennens lastvogn, men han hørte deres råb og banken og lukkede dem ud på færgens vogndæk. Alle reddede livet, men blev anholdt ved ankomsten til Dover, hvor vognen blev beslaglagt. Ifølge anklagemyndighed og dommer er både Wacker og tolken Ying Guo med i en organiseret bande af menneskesmuglere. Det er de såkaldte Slangehoved-bander, der kræver op til 180.000 kr. pr. næse for at smugle unge kinesere ud til illegalt arbejde i Vesten, så de kan sende penge hjem til deres familier. De 60 kinesere kom fra Kina til Jugoslavien og blev derefter smuglet videre gennem Europa til Rotterdam, hvor de blev mast sammen i Perry Wackers lastvogn bag en stabel kasser med tomater, han havde købt som skalkeskjul for turen til Storbritannien. I Holland er syv mennesker anholdt for at deltage i menneskesmuglingen, som Perry Wacker var chauffør for. Blandt dem er en 36-årig mand, som det hollandske politi betragter som bandens hovedmand. Den britiske regering bevilgede i går en mia. kr. ekstra til at skærpe jagten på narko- og menneskesmuglere.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Seriemorderen har været sadistisk snedig og ombragt ofre, ingen vil savne

Kronik af Michelle Skov Karantonis
Schack'erne er ude af Folketinget efter sammenlagt 40 år: »Det er jo et tab af et formål og en retning«
Lyt til artiklenLæst op af Morten Skærbæk
00:00
Den danske pizzaslice-hovedstad har fået sin egen digtersoldat
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























