I næste uge eksploderer en tidsindstillet bombe under USA»s præsident, George W. Bush - en gave fra den demokratiske forgænger, Bill Clinton. Det drejer sig om en rapport på 150 sider, der indgående beskriver, hvordan klimaforandringer kan forandre USA, hvis udledningen af drivhusgasser ikke begrænses. Der er advarsler på næsten hver eneste side, skriver den britiske avis The Independent fredag. I sidste uge gjorde Bush det helt klart, at USA anser klimaaftalen fra Kyoto for død og ikke vil skære ned på CO2-udslippet som lovet. Det har vakt vrede og fremkaldt stærke reaktioner fra resten af verden. Greenpeace opfordrede torsdag til en global forbrugerboykot af de største amerikanske firmaer. Og nu kommer så en rapport, i sin tid bestilt af Clinton, der må forventes at sætte Bush under forstærket hjemligt pres. Byer vil mangle vand »Byer vil lide under vandmangel og kvælende somre. De feriesteder i bjergene, som lever af skiturister, vil se sneen trække sig op ad bjergsiderne med så meget som 1000 fod (300 meter,red.) fra de nuværende 3000 fod. Tropiske sygdomme som dengue vil brede sig i de sydlige kystområder, efterhånden som vandstanden stiger og oversvømmer vådområder, hvorved man vil skabe de ideelle vækstbetingelser for de myg, der overfører sygdommen«, skriver The Independent. Hertil kommer ændringer af vejret: Orkaner vil feje ind over Floridas kyst hyppigere end normalt, oversvømmelser fra smeltende gletsjere vil indtræffe oftere, og jorden i visse områder bliver mere tør, hvorved landbruget kommer under alvorligt pres. Rapporten "Klimaforandringernes virkning på De Forenede Stater" udgives af Cambridge University Press. Kopier har allerede været i omløb blandt samtlige medlemmer af Kongressen og hos beboerne i Det Hvide Hus. Men ifølge en af forfatterne, dr. Anthony Janetos, som har brugt tre år på arbejdet, har politikerne næppe læst indholdet endnu. Politikere lukker øjnene Dr. Janetos er senior-vicepræsident i World Resources Institute, et uafhængigt forskningsorgan i Washington. Han er, ifølge The Independent, frustreret over, hvor vanskeligt det er at få budskabet om klimaændringer igennem til amerikanske politikere: - Især da den brede offentlighed anser det for et vigtigt, ikke-politisk emne«, siger han. USA-rapporten indeholder også positive elementer. På kort sigt kan landbrug og skovdrift drage fordel af mere regn og varmere vintre, der måske gør det muligt at dyrke to afgrøder om året. Og måske kan skovbruget dyrke flere værdifulde hårde træsorter. Varmere vintre i USA kan også betyde, at færre mennesker dør af kulde. Formanden for de omkring 700 forskere i FN»s internationale klimapanel (IPCC), Robert Watson, afviste torsdag, at der skulle være betydelig uenighed hos videnskaben om, hvorvidt klimaet vil ændre sig som følge af menneskelig aktivitet. Eksperter er enige - næsten »Procenten er ikke 80 mod 20 eller 90 mod 10. Personligt tror jeg, det er 98 procent mod to eller 99 procent mod én. Der er uenighed om specifikke områder...men bredt set ligger enigheden pænt over 90 procent«, sagde Robert Watson, som også er chef for Verdensbankens miljøafdeling. Præsident Bush undsiger Kyoto-aftalen, fordi den ifølge ham er unfair over for amerikanerne og vil skade økonomien. USA er langt den største forurener og udleder en fjerdedel af hele klodens CO2. Men ifølge Bush skal også lande som Indien og Kina begrænse deres udledning, før USA vil være med.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























