Politiken lørdag: Japans ministerpræsident, Yoshiro Mori, der ofte er blevet betegnet som en af landets mest upopulære regeringschefer siden Anden Verdenskrig, har omsider meddelt, at han vil gå af. Hans efterfølger ventes udpeget inden månedens udgang , lød det i går fra Tokyo. Uanset hvem efterfølgeren bliver, vil han overtage et Japan i krise. Aktie- og valutakursen falder, arbejdsløsheden er højere end nogensinde, og bankerne forsøger forgæves at kradse de milliardbeløb ind, som de har i udestående lån. Mori kom til magten, da hans forgænger, Keizo Obuchi, blev alvorligt syg, og han blev straks mødt af kritik fra mange sider. Han er tidligere boligminister og en impulsiv politiker, der tilhører den gammeldags, nationalistiske fløj i regeringspartiet LPD. Han gjorde sig bemærket med flere klodsede udtalelser om Japans rolle før og under Anden Verdenskrig samt om landets »særligt guddommelige« mission. Kritik efter golfspil Det gav anledning til protester fra andre asiatiske lande, men i den japanske offentlighed vil han først og fremmest blive husket som manden, der fortsatte med at spille golf, da han 9. februar i år fik meddelelsen om, at ni japanske fiskerielever var omkommet, da deres fartøj kolliderede med en amerikansk ubåd ud for Hawaii. Han formåede heller ikke at bremse den mere end ti år lange økonomiske krise i landet. I fredags lancerede Japans regering endnu en krisepakke for i det mindste at løse de store problemer i banksektoren. De japanske banker har over 800 milliarder kroner i udestående lån, som skal inddrives for at få landet - og dets bankvæsen - på fode igen. Den mest sandsynlige efterfølger på posten som ministerpræsident er Ryutaro Hashimoto, leder af den største fraktion i LDP og mediernes foretrukne kandidat. Han har været ministerpræsident en gang tidligere, fra 1996-1998, og til forskel fra de fleste andre japanske politikere, der er noget grå og farveløse, udmærkede Hashimoto sig ved sin afslappede stil med en evindelig cigaret i mundvigen. Han gik af for at påtage sig ansvaret for LDPs voldsomme tilbagegang ved valget til parlamentets overhus for tre år siden, men klarede sig i øvrigt godt ifølge de fleste meningsmålinger. Det samme kan man ikke sige om Mori, som kun 10 procent af japanerne udtrykker tillid til. Kun den skandaleombruste Noburo Takeshita, som gik af i 1989, har stået dårligere, siden man efter Anden Verdenskrigs afslutning begyndte at gennemføre den slags meningsmålinger. Flere kandidater Der er også andre seriøse kandidater, for eksempel Hiromu Nonaka og Junichiro Koizumi, der begge har nære forbindelser til Mori. Men spørgsmålet er, om ikke Japan har brug for et klart brud med den afgående ministerpræsident og hans klodsede optræden og fejlslagne økonomiske politik. I så fald er Hashimoto det bedste alternativ, siger kilder i Tokyo. Men også Hashimoto vil få det svært. Den japanske krise har bidt sig fast, og landet kan tilsyneladende ikke få has på sine problemer. Der er vedtaget den ene krisepakke efter den anden, men de har ikke givet varige resultater. Japan har haft 10 ministerpræsidenter i de seneste 12 år. Det er et udtryk for, hvor svært det er at styre landet, men vidner også om, at den skrantende økonomi og de interne magtkampe i LDP har direkte indflydelse på regeringens sammensætning. Hvis det er nogen trøst, så fremlagde overhuset 26. marts et rekordstort budget i et forsøg på at puste nyt liv i økonomien. Nu skal der satses på IT-industrien, computere og offentlige projekter, som Japan har forsømt i de år, da man troede, at de gamle industrier og kæmpekoncernerne ville genvinde tidligere tiders styrke. Japan ligger derfor langt efter USA og endda lande som Taiwan, hvad angår IT- og computerindustri. Tiden må vise, om Hashimoto er den rette mand til at vende den tendens. Men uanset hvem der bliver landets næste ministerpræsident, er der tilsyneladende bred enighed om, at vedkommende umuligt kan gøre det ringere end Mori.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
KOMMENTAR
Ruslands forsvarsministerium har offentliggjort en liste over europæiske og danske virksomheder: »Sov godt«
SUPERLIGAEN
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Hun lever som professionel jæger: »Det er svært at finde en mand, der er mand nok til mig«
Lyt til artiklenLæst op af Birgitte Kjær
00:00




























