Valg i spionchefens skygge

Lyt til artiklen

Politiken søndag: Under valgkampen op til det peruanske valg i dag, har ét navn været på alles læber. Men navnet er ikke at finde på stemmesedlen. Valget er det første i Peru, siden præsident Alberto Fujimoris ti år lange enevælde pludselig brød sammen sidste år. Der er otte kandidater til præsidentposten, og iagttagere tror ikke, at nogen af dem får over 50 procent af stemmerne. De skal derfor nok ud i en anden valgrunde om en måneds tid. Bliver der en anden runde, kommer den sandsynligvis til at stå mellem Alejandro Toledo fra partiet Peru Posible og Lourdes Flores, Det Nationale Samlingsparti, eller tidligere præsident Alan Garcia, APRA. Der er udsigt til en ny demokratisk begyndelse for Peru, men udsigten formørkes stadig af den frygtede tidligere spionchef Vladimoro Lenin Montesinos, der gennem ti år var den stærke mand i kulissen bag præsident Fujimori. »Montesinos' tilstedeværelse i form af de såkaldte vladi-videoer har præget hele valgkampen«, siger journalisten Cecilia Valenzuela. Med den officielle titel af chef for den nationale efterretningstjeneste, SIN, styrede Montesinos som en anden Rasputin regeringen og nationen med jernhånd. Blandt hans foretrukne metoder var tortur, mord og bestikkelse, og han tilranede sig en formue, som nogle mener overstiger otte mia. kroner. Video førte til fald En af Montesinos' egne, hemmeligt optagne videobånd førte til hans og Fujimori-regeringens fald - og dermed til valget i dag - da pressen sidste år fik fingre i det. Optagelserne viste spionchefen i færd med at bestikke et kongresmedlem. Få måneder efter at have svindlet sig til en forfatningsstridig tredje embedsperiode flygtede Fujimori til Japan, hvor hans forældre var født. Montesinos er sidst set i Caracas i Venezuela, hvor han fik foretaget en plastisk operation. Pressen i både Venezuela og Peru har i den seneste uge givet ny næring til teorien om, at Venezuelas præsident, Hugo Chavez, hjælper Montesinos med at unddrage sig anholdelse. Det har medført et krav i Perus kongres om, at landet kalder sin ambassadør hjem fra Venezuela. Og der er dukket flere kompromitterende videoer op i Peru. Ud over politikere og militærfolk er fremtrædende erhvervsledere og mediemagnater bragt i miskredit af videoer, der viser dem, mens de modtager store summer i bestikkelse. Ingen af kandidaterne til dette præsidentvalg er personligt blevet grebet i urent trav, men flere af deres samarbejdspartnere er blevet fældet af videoerne, og valgkampen er blevet hård, beskidt og racistisk. Alejandro Toledo siger, at han er offer for en smædekampagne styret af Montesinos allierede, der frygter, at en sejr til Toledo vil betyde en omfattende antikorruptionskampagne. Frygt for hævn »De tror, at vi vil søge hævn, hvis vi vinder«, sagde Toledo tidligere på ugen. »Det er derfor, de bruger så mange penge på at sværte mig til«. Det er muligt. Men det virker mere sandsynligt, at smædekampagnen - der blandt andet har omfattet beskyldninger om kokainmisbrug og rygter om, at Toledo, har et barn uden for ægteskab, som han nægter at vedkende sig - blot er udtryk for, at Perus traditionelle politiske kultur er ved at spire frem igen. Et nyt element i peruansk politik er dog afpresning, der må betragtes som en arv fra Montesinos-årene. Som kandidat for det nye parti Peru Posible var Toledo sidste år tæt på at besejre Fujimori. Valget var yderst kontroversielt, og det er siden påvist, at der var tale om valgsvindel. Toledo nægtede at anerkende resultatet, og hans tilhængere gennemførte demonstrationer, hvilket bidrog til Fujimoris fald. Oprørsk indianer Toledo, der beskriver sig selv som »en stædig, oprørsk indianer«, tilhører landets oprindelige befolkning og nyder stor opbakning blandt Perus fattige flertal, der hovedsageligt er indianere og af blandet race. Han kommer fra en fattig familie i det nordlige Peru og ernærede sig engang som skopudser, men ved en kombination af flid, intelligens og held fik han mulighed for at studere ved de bedste universiteter i USA. Politisk er han liberalist og tror på markedskræfternes frie spil. Lourdes Flores, advokat og kongresmedlem, er en højreorienteret kristelig demokrat. Hun støttes af de ultrakonservative katolikker i organisationen Opus Dei og af de Fujimori-tilhængere, der stadig findes i landet. Men den mest kontroversielle kandidat er Alan Garcia, hvis præsidentperiode fra 1985 til 1990 var præget af et kaos, som gjorde Peru så godt som forsvarsløs over for de to onder, der ramte landet: hyperinflation og grusom terror begået af den maoistiske guerillagruppe Lysende Sti. Garcia har levet i landflygtighed i de seneste otte år, efter at han var blevet sigtet for omfattende korruption, men han går ikke desto mindre frem i meningsmålingerne. Toledo selv siger dog, at han vinder på søndag. »Garcias fremgang skræmmer en masse mennesker over i armene på os«, hævder han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her