Fly-kollision skaber ny krise

Lyt til artiklen

Politiken mandag: Et overvågningsfly fra den amerikanske flåde nødlandede i går i Kina efter et sammenstød i luften med et kinesisk militærfly, der styrtede til jorden. Sammenstødet udløste hektisk diplomatisk aktivitet og kommer på et tidspunkt, da forholdet mellem Kina og USA er yderst følsomt. Den statslige kinesiske tv-kanal meddelte, at det amerikanske fly var nødlandet, og at episoden udelukkende skyldtes fejl begået af amerikanerne. Flyet er et ubevæbnet propelfly af typen EP-3. Ifølge den amerikanske Stillehavsflådes hovedkvarter på Hawaii var det var på en rutinemæssig overvågningsmission over internationalt farvand i Det Sydkinesiske Hav. Amerikanske fly flyver regelmæssigt langs den kinesiske kyst for at aflytte militær radiotrafik. »Det sker ofte, at de kommer ind i kinesisk luftrum og bliver vist bort af vores jagerfly«, sagde den kinesiske forsker Yan Xuetong under et tv-interview. En af de to kinesiske jagere, der passede det amerikanske fly op i luften, forårsagede ifølge kinesiske og amerikanske talsmænd en kollision. Mens det kinesiske fly styrtede til jorden med sin besætning, blev det amerikanske fly så beskadiget, at det udsendte nødsignaler og landede på den kinesiske ø Hainan. Besætningen på 24 mand slap efter sigende uskadt fra nødlandingen. USA ønsker, at Kina skal hjælpe med at reparere flyet, respektere USAs integritet og behandle besætningen godt. Amerikanske talsmænd siger, at de tror, at kollisionen var et hændeligt uheld, og at de har indtryk af, at kineserne vil samarbejde om at få flyet leveret tilbage til USAs flåde. Topmoderne udstyr Men faktum er, at et amerikansk militærfly spækket med topmoderne elektronisk udstyr nu befinder sig på en kinesisk militærbase. I forvejen har forholdet mellem de to lande i år været usædvanligt anstrengt. Det skyldes blandt andet, at den amerikanske præsident, George W. Bush, snart skal beslutte, hvor mange og hvor moderne våben USA skal sælge til Taiwan. Styret i Beijing ønsker at genforene 'udbryderprovinsen' Taiwan med resten af Kina og modsætter sig derfor, at Taiwan får adgang til alt for avancerede våben, der kan udhule den militære trussel fra Kina. USAs flåde har i en rapport til præsident Bush meddelt, at Taiwan blandt andet har brug for moderne missiler og radarsystemer for at kunne forsvare sig. Samtidig siger efterretningskilder i Taiwan, at yderligere fire højtstående kinesiske officerer muligvis er hoppet af i USA - ud over den topofficer, hvis afhopning allerede er bekræftet. To af officererne kom fra generalstaben og to fra Guangdongs militærdistrikt, oplyser disse kilder. Forholdet mellem de to lande er også belastet af, at mindst to amerikanske forskere er fængslet i Kina, mistænkt for spionage. Det drejer sig om kinesiskfødte personer, som enten havde eller var ved at få amerikansk statsborgerskab. USA har protesteret over, at de kinesiske myndigheder ikke informerede nogen om, at to forskere var blevet anholdt.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her