Politiken fredag: Efter blot tre måneder som USAs præsident er det lykkedes for George W. Bush at rage uklar med stort set hele verden i spørgsmålet om, hvordan de globale klimaproblemer skal løses. Meldingen om, at USA ikke vil gennemføre de nedskæringer i udslippet af drivhusgasser, som blev aftalt i den japanske by Kyoto i 1997, skabte vrede hos politikere og miljøeksperter i alle verdensdele. Kræver klar udmelding Såvel EU som FN kræver, at den amerikanske præsident meget hurtigt melder klart ud, hvad han har tænkt sig at sætte i stedet for Kyoto-aftalen. »Det er ekstremt bekymrende, at USA planlægger at trække sig ud af Kyoto-forpligtelserne. EU er parat til at diskutere detaljer og konkrete problemer, men ikke til at skrotte hele aftalen. USAs argumenter må gøres klarere. Hvad er problemet«, spørger EUs miljøkommissær, Margot Wallström. Formanden for FNs panel af klimaforskere (IPCC) og miljødirektør i Verdensbanken, dr. Robert Watson, kræver også en forklaring. »USA skylder de øvrige lande bag Kyoto-aftalen et svar på, om den amerikanske regering mener, at klimaændringer er et seriøst miljøproblem, som skal løses. Hvis svaret er ja, må de redegøre for, hvad de ønsker, der skal erstatte Kyoto-aftalen«, siger han. Den tyske kansler Gerhard Schröder overbragte det samme budskab, da han i går rejste til Washington for at mødes med præsident Bush. Også regeringerne i Japan, Australien, New Zealand og Canada opfordrer George W. Bush til at stå ved de forpligtelser, som hans forgænger, Bill Clinton, indgik i den japanske by Kyoto. Overlevelse I Stillehavet gjorde én af de småstater, der allerede er påvirket af klimaforandringerne, det klart, at problemet er meget konkret, fordi de små stillehavsøer allerede plages af voldsomme vejrforhold, der menes at skyldes den globale opvarmning. »Det er et frygteligt økonomisk problem, det handler om vores overlevelse«, siger Baranika Etuati, der er miljødirektør i østaten Kiribati, til nyhedsbureauet Reuters. Afviser USA-kritik Den amerikanske kritik af Kyoto-aftalen går særligt på, at udviklingslandene ikke bliver tvunget til at skære ned på udslippet af drivhusgasser, men det argument afviser EUs miljøkommissær, Margot Wallström. »Det er simpelt hen ikke rigtigt. Udviklingslandene er ikke undtaget fra Kyoto. Det er rigtigt, at de ikke har forpligtet sig på konkrete mål i den første periode, som aftalen dækker, men de har forpligtet sig på de samme målsætninger som resten af verden«, siger hun. Wallström kalder det helt urealistisk at tro, at der kan bygges et helt nyt aftalesystem i stedet for Kyoto. »Det er lidt ligesom dem, der gerne vil have stærkt europæisk samarbejde, bare ikke i EU. Hvor realistisk er det? Kyoto er den internationale ramme for at løse klimaproblemer, og hvis vi skal bygge en helt ny ramme, vil det tage adskillige år«, advarer hun. Spørgsmål om moral Verdenbankens miljødirektør dr. Robert Watson mener ikke, at en aftale uden USA er meget værd. »USA sidder med bolden. Enhver langsigtet løsning må og skal omfatte USA«, siger Robert Watson. Han håber, at Kyoto-aftalen enten kan tilpasses amerikanernes eventuelle krav, eller at en anden aftale, som også omfatter USA, kan erstatte den. Er der ingen amerikansk vilje til at bekæmpe klimaændringerne, bør de resterende lande alligevel forsøge at holde liv i aftalen. »Spørgsmålet er, om Europa, Japan og de øvrige lande vil gå foran og vise, hvordan man begrænser CO2-udslip. De kan vælge at være verdens moral - og fortsætte uden USA«, siger Watson. Mulig aftale uden om USA Samme melding kommer fra Margot Wallström, der ikke vil udelukke, at EU og andre i sidste ende kan blive tvunget til at gennemføre Kyoto-aftalen uden USA. »USA er en af de største udledere af drivhusgasser, og derfor vil aftalen være meget mindre troværdig uden USA. Vi vil forsøge at have ratificeret aftalen senest i 2002, men det er klart, det er blevet sværere nu. Den europæiske industri vil spørge, hvorfor den skal forpligte sig, hvis de amerikanske konkurrenter ikke gør det samme«, siger Margot Wallström.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Løkke går efter økonomisk ministerium til M: »Der er en kæmpe forskel på at sidde på regnemaskinen selv«
Hun lever som professionel jæger: »Det er svært at finde en mand, der er mand nok til mig«
Lyt til artiklenLæst op af Birgitte Kjær
00:00


Vi har lige været vidne til den måske største bedrift nogensinde i løbesporten. Men det er ikke løberen, der stjæler opmærksomheden
Lyt til artiklenLæst op af Anders Legarth Schmidt
00:00
Leder af Marcus Rubin
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kæmpestudie glæder professor: »Det er jo vanvittigt. Frygten for smerter fylder alt for meget«
Lyt til artiklenLæst op af Lars Igum Rasmussen
00:00


























