Ofrene for konflikten i Makedonien

Politiken lørdag: De står uden for Hotel Prizren i små klynger og diskuterer. Flygtninge fra Makedonien, der har vandret 10-12 timer over de barske Sar- bjerge, der danner grænsen her til det sydlige Kosova. De kommer fra Selce, Poroj, og hvad de nu hedder, alle de små landsbyer, der ligger som en blomsterkrans rundt om Makedoniens næststørste by, Tetovo, og som makedonerne har beskudt de sidste par uger. Omkring 32.000 skal være flygtet, men mange er allerede begyndt at sive tilbage, oplyser FN. »Jeg gik ti timer op gennem bjergene, og da jeg kom ned på en vej her, blev jeg samlet op af KFOR, der kørte mig hertil«, fortalte den 20-årige Ibrahim Hamza. Han kommer fra Selce, studerer engelsk på den albanske højskole i Tetovo, som man gerne vil have opgraderet til et rigtigt universitet. For ham var turen ikke noget specielt. Han havde gået den mange gange for at besøge venner i Prizren. Han havde da også fået privat indkvartering og led ingen nød. »Vi står her og venter på at få besked om, hvornår vi kan vende tilbage«, sagde han. Huset sønderskudt En anden, lidt ældre mand, Suleiman Hyseni, kom også fra Selce. Han havde tilbragt 12 dage i kælderen under sit hus sammen med naboerne og oplevede, at huset over ham blev skudt i smadder og til sidste brændte. Han var tydeligt traumatiseret af sine oplevelser, råbte og slog ud med armene. »Vi var skræmte, da UCK (den albanske oprørshær, red.) rykkede ind i Selce. Vi var klar over, at det betød ballade. Og til sidst forlod de os. De sagde, at de havde ændret taktik. Jeg smuttede op i bakkerne oven for byen og så, at makedonsk politi anholdt en del unge mænd. Det bekymrer mig meget«, fik han fremstødt midt mellem voldsomme udbrud mod alt og alle. Isak Bajrami arbejder i Østrig, men var taget tilbage over bjergene til sin fødeby Poroj for at sikre, at familien kom i sikkerhed. Da han havde fået den bragt i sikkerhed i en landsby længere inde i Makedonien, borte fra krigszonen, var han vandret tilbage og blev anholdt med en gruppe andre mænd af KFOR-styrker. »KFOR optrådte, som var vi var kriminelle. Vi blev lagt i håndjern og måtte tilbringe 5 timer i fængslet. Vi blev fotograferet og fik taget vores fingeraftryk. Jeg er bange for, at KFOR udleverer vore navne og billeder til det makedonske politi. Så kan jeg komme i knibe, næste gang jeg besøger familien«, sagde han. Lidt tilbagetrukket stod et ældre ægtepar. De var kørt ned fra deres hjem i Djakovica, der ligger 40 km nord for Prizren og stod parat til at tage en familie med hjem og indkvartere dem. Manden, Ahmet Maxhami, havde denne beretning: »Den 4. september 1998 blev vores søn Refik anholdt af det serbiske politi. Siden da har vi intet hørt om hans skæbne. Vi aner ikke, om han er i live, fængslet eller dræbt. Vi har spurgt alt og alle uden resultat. Da krigen kom i 1999 måtte vi flygte til Albanien, hvor vi blev indkvarteret hos en familie. Nu vil vi gerne tage imod en familie fra Makedonien til gengæld«. Mexhit Smaili bor i Prizren. Han er halvt bosniak, halvt albaner, taler både serbisk og albansk flydende og kan derfor bevæge sig i begge samfund. Alligevel måtte han som muslim flygte under krigen, de sædvanlige 10 timers march over bjergene til Makedonien, hvor han fandt husly hos en gæstfri familie, inden han kunne vende tilbage efter NATOs bombekrig. Nu er han så klar til at tage imod de pludselige gæster i byen til gengæld. En unaturlig linie De mennesker, der var midlertidigt indkvarteret på Hotel Prizren, havde alle den samme indstilling. Grænsen mellem Kosova og Makedonien er for dem helt unaturlig, en linie trukket på et landkort af dem fjerntstående mennesker og institutioner. Det har været en kommunegrænse indtil for 10 år siden. Den har været rimelig porøs, indtil Jugoslavien og Makedonien 23. februar underskrev en grænseaftale. En væsentlig grund til oprøret for måske 500-600 unge albanere har været denne kunstige begrænsning af deres bevægelsesfrihed. KFOR har tilbageholdt 80 unge mænd, som mistænkes for at tilhøre UCK.