Bomber ryster Jerusalem

Lyt til artiklen

To bomber gennemrystede tirsdag Jerusalem. Samtidig var der uroligheder og demonstrationer på Vestbredden og i Gazastriben, og specielt i byen Hebron var situationen eksplosiv. Et menneske blev dræbt og over 30 såret af de to bomber. Den første var en bilbombe, der eksploderede i Talpiot i udkanten af Jerusalem, og her blev tre mennesker såret. Tirsdag eftermiddag eksploderede en bombe i en bus i French Hill-området, og her blev et menneske, den formodede bombemand, dræbt, mens 30 andre blev såret. Fire grupper tager ansvaret Det var umiddelbart uklart, hvem der stod bag de to sprængninger. Mindst fire forskellige palæstinensiske grupper havde sent tirsdag eftermiddag erklæret, at de stod bag. På forhånd havde de israelske myndigheder ventet, at der kunne komme attentater, fordi palæstinenserne i de seneste dage har demonstreret for at søge at få en kraftig opbakning til deres kamp mod Israels mangeårige besættelse af Vestbredden og Gazastriben fra Den Arabiske Liga, der tirsdag indledte et topmøde i Amman, den jordanske hovedstad. Lille pige dræbt Der var tirsdag også rapporter om skyderi i Hebron på Vestbredden, hvor en 10 måneder gammel jødisk pige mandag blev dræbt af palæstinensiske skud i forbindelse med en skudkamp mellem militante palæstinensere og israelske soldater. Der bor omkring 400 fundamentalistiske jødiske bosættere i den centrale del af Hebron, som har over 120.000 palæstinensiske indbyggere, og den dræbte pige var en datter af en bosætter. Under de seneste seks måneders palæstinensiske oprør mod israelerne har både bosætterne og de israelske soldater, der er udstationeret i Hebron for at passe på bosætterne, været mål for palæstinensiske angreb. Israelske blokader Tirsdag indførte den israelske hær imidlertid en total blokade rundt om byen, og i de kvarterer, som er under Israels kontrol i Hebron, blev der indført udgangsforbud for palæstinensere, mens de jødiske bosættere rasende gik rundt i de tomme gader. Bosætterne satte ild til kontorer, tilhørende islamiske myndigheder, sagde palæstinensiske kilder. Israels radio rapporterede, at bosætterne vandaliserede palæstinensiske huse og biler. Palæstinensisk beklagelse Ahmed Abdel-Rahman, en af palæstinenserlederen Yassir Arafats rådgivere, beklagede, at den lille pige var blevet ramt under skyderiet. »Vi beklager drabet på alle personer, palæstinensere eller israelere. Men det, der skete i Hebron, er en fortsættelse af besættelsen og bosættelsen. Vi placerer ansvaret for babyens død hos premierminister Ariel Sharon og hans regering«, sagde han. I en meddelelsen fra Sharons kontor hed det, at premierministeren havde orienteret USAs udenrigsminister, Colin Powell, om situationen via telefon og havde sagt, at Israel har lempet blokaderne, der har været indført af de palæstinensiske byer, men at Arafat havde svaret ved at øge volden. Palæstinenserne siger, at de israelske lempelser af palæstinensiske befolkningscentre har været kosmetiske, idet der fortsat er grøfter omkring byerne, ligesom der er mange vejspærringer. Maratonforhandlinger Mens israelere og palæstinensere fortsatte med at slås, forsøgte FNs sikkerhedsråd under maratonforhandlinger i New York at enes om, hvordan de skal håndtere konflikten. Det var meningen, at Sikkerhedsrådet skulle være klar med en resolution, inden det arabiske topmøde gik i gang i Amman, men sådan gik det ikke. Tirsdag morgen gik rådsmedlemmerne hver til sit for at hvile sig, og det var så meningen, at mødet skulle genoptages tirsdag aften. Et af stridspunkterne var bl.a. et forslag om at sende FN-observatører til Mellemøsten for at beskytte palæstinensere - et forslag, der møder amerikansk modstand.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her