Den israelske regering reagerede onsdag voldsomt på udenrigsminister Mogens Lykketofts udtalelser om, at israelske bosættelser i palæstinensiske områder er de alvorligste barrierer for fred i Mellemøsten, og at det kan blive nødvendigt for EU at presse Israel handelspolitisk. Besudler det danske mod under krigen »Det er en sørgelig dag for Danmark, når landets udenrigsminister finder det passende at besudle det danske folks mod og stolthed over for det jødiske folk under Anden Verdenskrig, når han foreslår at straffe den israelske stat, som forsvarer sig selv mod daglige palæstinensiske voldshandlinger og drab«, siger Zalman Shoval, udenrigspolitisk rådgiver for den israelske premierminister, Ariel Sharon, til den israelske avis Jerusalem Post onsdag. Shoval er Israels tidligere FN-ambassadør. Udenrigsminister Mogens Lykketoft sagde tirsdag til Berlingske Tidende, at han vil bede EU om at stramme kursen over for Israel. »Israels etablering af nye bosættelser i de besatte områder og udvidelsen af de allerede eksisterende bosættelser er en af de alvorligste barrierer for fred i Mellemøsten«, sagde Lykketoft. Deler FN-kritik Ifølge avisen deles Lykketofts kritik af en indtil videre fortrolig FN-rapport, der snart ventes offentliggjort af FNs menneskerettighedskommission i Genéve. Lykketoft føjede til, at de nye israelske bosættelser er et brud på Geneve-konventionen og kun vil føre til mere vold. Samme linie var statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) tirsdag også inde på efter det ugentlige ministermøde, hvor han bakkede op bag Mogens Lykketoft. Støtte fra Nyrup Ifølge Berlingske Tidende vil den danske udenrigsminister drøfte med sine kolleger i EU, om Israels handlinger skal have konsekvenser for landets handelsfordele i EU. »En udvidelse af bosættelserne, som man nu planlægger, er det modsatte af, hvad der er klogt at gøre i forbindelse med fredsprocessen. Dertil kommer, at det er problematisk i forhold til Geneve-konventionens bestemmelser«, sagde Poul Nyrup Rasmussen tirsdag. Han føjede til, at der en række andre ting, der trækker i den forkerte retning. Han mindede om, at de sociale og økonomiske tilstande på Vestbredden og i Gazastriben for palæstinenserne er forfærdelige. En EU-embedsmand siger til Jerusalem Post, at den danske udenrigsministers udtalelser ikke svarer til EUs officielle synspunkter på sagen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























