Vrede over USA-veto

Lyt til artiklen

Politiken torsdag: Et amerikansk veto mod at sende observatører til de israelsk besatte områder for at holde øje med menneskerettighederne udløste i går skuffelse i FN og vrede i det palæstinensiske selvstyre. Selvstyret siger, at dets områder er fuldstændigt belejret af israelske tropper og kalder situationen desperat og meget farlig. Det amerikanske veto faldt sammen med, at FNs Menneskerettighedskommission fremlagde en rapport om situationen i selvstyreområderne, som dokumenterer en stribe krænkelser af menneskerettighederne, og som indtrængende opfordrer til en mere permanent overvågning. Undersøgelseskommissionen konstaterer krænkelser på begge sider, men hovedparten og de groveste forbrydelser er israelske, fremgår det af rapporten. Kommissionen påtaler navnlig henrettelser af mistænkte terrorister. Richard Falk, en af tre udsendte for FNs menneskerettighedskommission og selv amerikaner, kritiserede ved fremlæggelsen af rapporten Bush-regeringens veto. »Vi håber, at den amerikanske regering vil tage sagen op til fornyet overvejelse på baggrund af de faktiske forhold«, sagde Richard Falk på en pressekonference ifølge nyhedsbureauet Reuters. »Der er brug for en international tilstedeværelse, og FN har et moralsk og juridisk ansvar for at sikre en sådan tilstedeværelse«, tilføjede Falk, der er professor i internationale forhold på Princeton Universitet. Det amerikanske veto blev nedlagt i FNs sikkerhedsråd natten til i går. De fire vesteuropæiske medlemmer af sikkerhedsrådet - Frankrig, Storbritannien, Norge og Irland - undlod at stemme. Ni medlemmer af sikkerhedsrådet, herunder Rusland og Kina, stemte for at sende observatører til området. Ifølge Richard Falk og hans kolleger har EUs diplomater i Israel samme opfattelse af situationen som de selv. Og den manglende europæiske støtte til forslaget er ifølge undersøgelseskommissionen et uheldigt tegn på, at de europæiske lande ikke er i stand til at udvise selvstændighed over for USA. Vil fortsætte appellerne Repræsentanter for det palæstinensiske selvstyre bebuder, at de vil fortsætte appellerne til FN. »Vi håber, at verdenssamfundet vil støtte palæstinenserne i denne meget alvorlige og meget farlige situation. Palæstinenserne er fuldstændigt belejret og har brug for beskyttelse«, siger en af den palæstinenske leder Yasser Arafats nærmeste medarbejdere, Nabil Abu Rdainah. Det arabiske topmøde i Jordan stillede sig på palæstinensernes side med en dyb beklagelse af det amerikanske veto. Topmødet besluttede samtidig at reaktivere en tidligere arabisk blokade af Israel, der blev stillet i bero i 1993. Uklog beslutning Chefen for den amerikanske FN-delegation, James Cunningham forklarer beslutningen med, at forslaget er »uafbalanceret, uigennemførligt og derfor uklogt«. Tanken om at sende observatører til Israel er dog ikke helt død. Rapporten til FNs menneskerettighedskommission skal behandles i de kommende uger, og diplomater kunne i går ikke afvise, at det kan føre til en eller anden form for international tilstedeværelse.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her