Nej tak til rumturisme

Lyt til artiklen

Politiken fredag: 20 millioner dollar eller små 170 millioner kroner for en tur i rummet som verdens første rumturist. Det har den 60-årige amerikanske mangemillionær Dennis Tito betalt de russiske rumfartsmyndigheder. I første omgang var det planen, at Tito skulle have været med på en tur til Mir, men da det blev besluttet at skrotte den, indvilgede han i stedet i at tage med som en del af den russiske besætning på næste tur til den internationale rumstation, ISS. Opsendelsen finder sted 30. april fra det russiske rumcenter Bajkonur i Kasakhstan. Men amerikanerne siger nej. Da Dennis Tito sammen med de to russiske kosmonauter Talgat Musabajev og Jurij Baturin i mandags mødte op til træning på NASAs træningscenter i Houston i Texas, blev han forment adgang. Det fik de to russiske kosmonauter til i et døgn at nægte at deltage i træningen. Konflikten blev midlertidigt løst, da de to fik ordre fra Moskva om at gå i gang med træningen. Amerikanerne mener, at Tito, der aldrig har prøvet at være astronaut, vil sinke arbejdet på stationen og endda kan udgøre en risiko. Desuden hævder de, at der ikke er indgået bindende aftaler, som tillader rumturisme, og at der heller ikke er klare retningslinjer for sundhedsundersøgelser og træning af ikke-professionelle. Problemet er, at russerne længe desperat har søgt at skaffe private midler til både Mirs fortsatte eksistens og til deltagelsen i ISS. Det har de gjort bl. a. ved deltagelse i forskellige reklamekampagner for f. eks. Coca-Cola og nu altså også ved rumturisme. Fra det russiske rumcenter, Rosaviakosmos, siger pressetalsmand Sergej Gorbunov til nyhedsbureauet RIA-Novosti, at der nu forhandles om problemet. Dagbladet Financial Times skriver, at løsningen formentlig bliver, at Tito ikke kommer med, men at russerne får kompensation fra det europæiske rumagentur, ESA, som mod en betydelig sum til russerne får adgang til en flok billetter til kommende ture til ISS.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her