EU træder nu til som mægler i Syd- og Nordkoreas bestræbelser på at forsone sig med hinanden. EU's 15 regeringschefer besluttede i dag på topmødet i Stockholm at sende fællesskabets formand, Sveriges statsminster, Göran Persson, af sted til møder med begge koreanske landes ledere. En tur, der sikkert bliver til noget i slutningen af maj, og hvor Persson ledsages af EU's særlige udenrigspolitiske repræsentant, Javier Solana, og udenrigskommissær Chris Patten. EU's fredsmission kommer på foranledning af den sydkoreanske præsident, Kim Dae-Jung, som sidste år bad Persson om at tage affære, da han var i Skandinavien for at modtage Nobels Fredspris. Siden har EU's diplomater fået garantier fra det kommunistiske Nordkoreas leder, Kim Jong-Il for, at han vil modtage Persson og hans følge i den nordkoreanske hovedstad, Pyongyang.
EU vil mægle i Korea-strid
Lyt til artiklen