Politiken søndag: Kina driver fortsat med alle midler sin kampagne mod USAs planer om at sælge avancerede våben til Taiwan. Og advarslen mod et forestående salg af amerikanske krigsskibe til øriget kommer nu direkte fra Kinas øverste leder, præsident Jiang Zemin. »Hvis det sker, må vi opruste«, advarede præsident Jiang Zemin i et interview, som blev offentliggjort i går. USAs militære støtte til Taiwan var et af de vigtigste punkter, da Kinas særlige udsending Qian Qichen torsdag mødtes med præsident George W. Bush i Det Hvide Hus. Men da Qian fredag udtalte sig om mødet til journalister, var der ingen tegn på, at de to stormagter var kommet nærmere enighed: »Hvis der blev solgt våben til den region, ville det være som at bære ved til bålet«, sagde han om det påtænkte våbensalg. Og samtidig udbredte præsident Jiang Zemin i Beijing sig om samme emne over for journalister fra Washington Post: »Jo flere våben I sælger, desto mere må vi forberede vores nationale styrker. Det er logisk«, sagde Jiang i interviewet, der blev offentliggjort i går. »Hvis USA sælger avancerede våben til Taiwan, vil det være meget dårligt for det kinesisk-amerikanske forhold«. Det kunne oversat til klar tale betyde, at Kina vil afbryde sit samarbejde med USA for at hindre spredningen af kernevåben. Regeringen i Beijing vil også kunne skære ned på den militære udveksling med USA, som er blevet indledt. Det fik sig allerede et knæk, da en kinesisk oberst hoppede af i USA. Det skete i december sidste år, men først fredag blev oplysningerne bekræftet. Obersten kan videregive informationer til Washington om Kinas oprustningsplaner og indstilling til kernevåbenspredningen. Både Jiang Zemin og Qian Qichen har gentagne gange sagt, at Taiwan er det helt centrale spørgsmål i forholdet mellem Beijing og Washington. Kina har betragtet Taiwan som en udbryderprovins siden revolutionen i 1949. Højest på Taiwans ønskeseddel for i år står fire topmoderne torpedojagere udrustet med radarsystemet AEGIS. Taiwan ville kunne bruge dem til at forsvare sig mod kinesiske missiler. I interviewet i Washington Post sagde Jiang Zemin udtrykkeligt, at køb af lige præcis AEGIS ville få alvorlige konsekvenser. Præsident Bush skal træffe en beslutning til april.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























