FN: Millioner dør unødvendigt af urent vand

Lyt til artiklen

Over en milliard mennesker har slet ikke adgang til rent vand. Og 3,4 millioner dør hvert år af sygdomme, som nemt kunne have været undgået, hvis der var bedre forsyninger af vand og ordentlig sanitet. Det oplyste Verdenssundhedsorganisationen (WHO) onsdag. De fattige i verden betaler mere end de rige for vand, nemlig op til 20 pct. af husstandsindkomsten. Og så er vandet tilmed ofte af dårligere kvalitet, og de fattige er i højere grad udsat for risikoen for vandbårne sygdomme, fastlog WHO forud for Verdens Vanddag torsdag. »I løbet af de seneste 10 år har vi løbet og er alligevel ikke kommet ud af stedet«, sagde Jaime Bartram, WHO»s koordinator af vand, sundhed og sanitet. »I 1990 var 1,1 milliarder mennesker uden adgang til vand af en vis kvalitet - end ikke en overdækket brønd. I 2000 var antallet det samme«. Malaria og diarre Han sagde, at 2,4 milliarder mennesker ikke havde de mest basale sanitære faciliteter i 1990, og situationen var den samme i 2000. Foruden en øget hyppighed af sygdomme såsom diarre og malaria medfører mangelen på rent vand, at mange kvinder og børn er fastholdt i fattigdom, de hindres i at få en uddannelse, og kvinderne har ikke overskud til udearbejde, fordi de skal bruge mange timer hver dag på at hente vand ved nærmeste kilde. Udfordringen om at skaffe rent vand til alle vokser blot, påpeger WHO, fordi en stadigt større andel af verdens befolkning flytter til byområder. Truslen om klimaændringer udløser flere oversvømmelser og spreder tropiske sygdomme til områder, som tidligere lå i tempereret klima. Men WHO udtaler i den nye vandrapport, at det ikke vil kræve hverken store anstrengelser eller mange penge at rense vandet og forbedre den personlige hygiejne, og hvis dette skete, ville mange dødsfald som følge af snavset vand kunne undgås. Mikrober, som er skyld i mange diarresygdomme, kan neutraliseres ved at tilsætte vandet klor i hjemmene eller ved at bruge sollys til at desinficere vand, som er tappet på plasticflasker. Tilfældene af diarre kan nedskæres med 35 pct. ved at overtale folk til at vaske hænder, hedder det i undersøgelsen. Malaria kan bekæmpes ved at rense op i lokalområder, hvor de formerer sig. Prisbillige initiativer WHO anslår, at den slags prisbillige initiativer kan betyde en halvering inden 2015 af antallet af mennesker, som lider under dårligt vand og sanitet. »Der bliver brugt omkring 16 milliarder dollar (133 mia. kr.) om året på at sikre rent vand og ordentlig sanitet verden over«, sagde Wilfried Kreisel, direktør i WHO»s EU-kontor. »For at halvere antallet af mennesker, som lider af sygdomme på grund af forurenet vand, skal der bruges 23 milliarder dollar (191 mia. kr.)«. »Denne forskel på syv milliarder dollar (58 mia. kr.) svarer til en tiendedel af, hvad europæerne bruger årligt på alkoholiske drikke«, sagde Kreisel.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her