Beograd lover samarbejde med Haag

Lyt til artiklen

Politiken torsdag: Chefanklageren for FNs krigsforbryderdomstol i Haag, Carla del Ponte, sagde i går, at domstolen har iværksat undersøgelser af anklager mod albanske væbnede grupper for forbrydelser imod serbere og andre minoriteter i Kosova siden juni 1999. Der er således tale om forbrydelser begået, efter at NATO havde tvunget den jugoslaviske hær ud af Kosova. Endvidere efterforskes krigsforbryderanklager imod albanske guerillastyrker i Presevo Dalen i det sydlige Serbien, sagde del Ponte på en fælles pressekonference med Serbiens og Jugoslaviens justitsministre. Liliana Vukdanovic, advokat ved det Humanistiske Retscenter i Beograd siger: »Meddelelser fra domstolen om, at den også efterforsker albanske krigsforbrydelser kan forbedre dens ry meget blandt serbere, der har opfattet Haag som et rent anti-serbisk foretagende, som de derfor ikke har set grund til at udlevere serbere til«. Serbiens justitsminister Vladan Batic siger til det serbiske dagblad Politika, at hans delegation nu har overdraget domstolen beviser for krigsforbrydelser begået af Kosovas officielt opløste Befrielseshær (UCK). Oprigtigt skridt Batic sagde i Haag i går, at hans delegations besøg ved domstolen er »et oprigtigt første skridt til direkte samarbejde«. Besøget viser »en helt ny holdning« i Beograd over for domstolen, sagde han. Men nedtællingen til deadline for fuld serbisk samarbejde med domstolen er ikke dermed annulleret. Domstolen og USAs kongres har givet Beograd en frist til udgangen af denne måned til at påbegynde fuldt samarbejde med Haag. Det vil sige, at Beograd forinden skal indlede arrestationer og udlevering af serbiske krigsforbryderanklagede. Batic lovede, at de serbiske myndigheder straks vil tage skridt til udlevering af de mennesker, »der er anklaget af domstolen og som ikke er vores borgere. Serbien skal ikke være en sikker havn for krigsforbrydere«. Beograd delegationen har også meddelt del Ponte, at de serbiske myndigheder selv indsamler beviser til krigsforbrydersager »mod egne borgere ved vore egne domstole«. »Retssager imod Milosevic vil starte meget snart«, sagde Batic, der udtrykte stor tilfredshed med to timers samtaler med Carla del Ponte. »Der var ikke tale om noget ultimatum. Milosevic blev slet ikke nævnt, heller ikke 31. marts«, sagde han. Ifølge en opinionsundersøgelse iværksat af det seriøse Beograd dagblad Danas er der sket et stort skred blandt serberne til fordel for udlevering af Milosevic til Haag. Af 1678 adspurgte i forrige uge er 46 procent for udlevering, 32 procent mod og resten »ved ikke«. I alt 82 procent mener, at han skal retsforfølges for krigsforbrydelser, korruption, valgsvindel og magtmisbrug. Albanere overset FNs særlige udsending for menneskerettigheder, tjekken Jiri Dienstbier, sagde tirsdag i Prag, at verdenssamfundet har været alt for optaget af Milosevic til at kere sig om truslen fra albanske rebeller. »I stedet for at reagere mod den fare, har verden koncentreret sig om udlevering af den afsatte præsident Slobodan Milosevic«, sagde Dienstbier. Batic sagde i går i Haag, at Beograd har et lovforslag, der muliggør fuldt samarbejde klar inden udløb for domstolens deadline. Det er dog ikke nok for domstolen, der henholder sig til, at Beograd med eller uden lovændring er forpligtet over for domstolen som medlem af FN. Advokaten Liliana Vukdanovic siger, at justitsministrenes besøg i Haag er »en god begyndelse, men heller ikke mere. Vi har krigsforbrydere gående frit rundt. Nu må vore myndigheder tage praktiske skridt til at opfylde vores forpligtelser overfor FN-domstolen«. Mens delegationen fra Beograd forsøger at få domstolen i Haag til at vise tålmodighed, er Serbiens ministerpræsident Zoran Djindjic i Washington for at overtale USA til at undlade at gøre alvor af truslen om økonomiske sanktioner, hvis ikke Beograd har taget skridt til udlevering af egne krigsforbrydere inden månedens udgang. Det vides endnu ikke, om Djindjic har formået at formilde amerikanerne.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her