Tre dræbt under aktion mod fly

Lyt til artiklen

Tre mennesker blev dræbt i dag, da saudi-arabiske tropper stormede et kapret russisk fly i Medinas lufthavn og befriede over 100 passagerer. »Operationen er afsluttet, og gidslerne er fri«, sagde en embedsmand i Medina lufthavn. I Moskva sagde en russisk embedsmand, at de dræbte var en passager, et besætningsmedlem og en kaprer. Men der var modstridende rapporter om, hvem der var blevet dræbt ved stormen på flyet, der blev kapret torsdag, netop som det var lettet fra Istanbul lufthavn. Kaprene udsendte et krav om, at Rusland skulle afslutte sin militære kampagne i den overvejende muslimske region Tjetjenien. En kaprer anholdt Abdul Aziz Mahmoud Masalji, et medlem af lufthavnens lægehold sagde, at "tre kaprere, heriblandt en kvinde, blev dræbt. En kaprer blev anholdt og adskillige passagerer blev såret". I Moskva sagde en russisk embedsmand, at de dræbte var en passager, et besætningsmedlem og en kaprer. »Ifølge vore informationer døde tre mennesker under operationen - en af terroristerne, et kvindeligt besætningsmedlem og en tyrkisk passager«, sagde russeren. Samtidig oplystes det i Moskva, at den stewardesse, der blev dræbt af flykaprerne, havde fået halsen skåret over. Det meddeltes videre, at den tyrkiske passager muligvis også var blevet dræbt af kaprerne. Ført væk i håndjern Vidner i Medina så efter angrebet mod flyet, at en mand i 20'erne blev ført væk i håndjern og kørt væk i en ambulance. Passagererne blev kørt væk i fire busser. Flyet var på vej til Moskva med 162 passagerer og 12 besætningsmedlemmer om bord, da det blev kapret, netop som det var lettet fra Istanbuls lufthavn. Over 40 gidsler blev frigivet i Medina, eller de undslap fra flyet. Redningsangrebet kom først efter hårde forhandlinger med flykaprerne. Kort inden stormen blev kaprerne vist på tv, mens de talte med en saudi-arabisk forhandler på flyets trappe. På det tidspunkt var der ingen tegn på ambulancer og brandbiler nær flyet. En gruppe pansrede mandskabsvogne var stationeret en kilometer væk. En russisk diplomat fortalte imidlertid, at de saudi-arabiske styrker natten til fredag havde omringet flyet for at forhindre det i at lette, hvis forhandlingerne løb ind i vanskeligheder. Havde krævet brændstof Et rødt, grønt og hvidt tjetjensk flag hængte ud af flyets dør. En saudi-arabisk kilde sagde, at kaprerne torsdag havde krævet brændstof til at flyve 5000 kilometer, men sagde ikke, hvor de ville hen. Embedsmænd sagde samtidig, at de saudi-arabiske forhandlere havde krævet alle gidslerne løsladt. Inden stormen på flyet sagde russiske embedsmænd, at over 40 gidsler enten var blevet løsladt eller havde haft helt til at undslippe gennem flyets bagudgang. En russisk diplomat sagde, at kaprernes leder var "en højtuddannet militær officer, der synes at vide, hvad han gør". I Amman identificerede en repræsentant for den tidligere tjetjenske republik ham som den tidligere tjetjenske indenrigsminister og general, Aslanbek Arsajev. De to andre kaprere var Arsajevs bror Supian og hans brorsøn«, sagde repræsentanten. Ingen resultater Arsajev lovede i sin tid som indenrigsminister i Tjetjenien, at etablere en "lovkult" i Tjetjenien, mens tjetjenske bander stod for bortførelser, men uden at opnå virkelige resultater. Han overlevede to attentatforsøg og trådte tilbage i begyndelsen af 1999. Han blev såret under sammenstød med russiske styrker i 2000, og intet er blevet hørt fra ham siden. I Moskva oplyses det, at Rusland nu vil kræve den eller de overlevende kaprere udleveret. Forhandlinger med de saudi-arabiske myndigheder er gået i gang, og Rusland har tilbudt at sende to fly til Saudi-Arabien, et fly til transport af de russiske gidsler og et andet fly til at bringe kaprerne hjem.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her