Politiken lørdag: Saudiarabiske specialtropper stormede i går formiddag det russiske fly TU-154, som torsdag blev kapret med 162 passagerer og 12 besætningsmedlemmer om bord på vej fra Istanbul til Moskva og tvunget til den saudiarabiske by Medina. Tre mennesker - en af flykaprerne, en russisk stewardesse og en mandlig tyrkisk passager - omkom under stormangrebet. Ifølge saudiarabiske kilder blev stewardessen og den tyrkiske passager stukket ihjel med knive af flykaprerne. Den omkomne flykaprer blev skudt af de saudiske specialtropper under aktionen, hvorunder adskillige også blev såret. Over 100 passagerer blev befriet fra det helvede, som havde varet i et døgn. Under de saudiske myndigheders forhandlinger med flykaprerne var det lykkedes at få godt 40 gidsler ud af flyet. Den russiske præsident Putin hastede i går tilbage til Moskva fra en ferie i Sibirien samtidig med meddelelsen om det blodige udfald på gidselkrisen. Han havde ifølge næstformanden for sikkerhedspolitiet FSB på forhånd sagt god for de saudiske planer om at storme flyet. Moskva krævede øjeblikkeligt flykaprerne udleveret til retsforfølgelse i Rusland, men myndighederne i Saudi-Arabien, hvor der er dødsstraf for flykapring, havde endnu i går ikke besvaret det russiske krav. Vrede mod tyrkerne Samtidig udtrykte en højtstående russisk embedsmand stor frustration og vrede over, at tyrkerne ikke havde forhindret kapringen. Den russiske indenrigsminister, Vladimir Rusjajlo, var for kort tid siden i Istanbul, hvor han advarede de tyrkiske myndigheder om risikoen for terroraktioner, bl. a. flykapringer, og han medbragte en liste over mistænkte, der omfattede flere tyrkisk bosatte tjetjenere. De saudiarabiske myndigheder førte forhandlinger med kaprerne hele natten til i går, men forhandlingerne blev besværliggjort af, at kaprerne kun ville tale tjetjensk. I går morges trådte to af dem endda ud af flyet og forhandlede med et tjetjensk flag som baggrund. Kaprerne krævede, at Rusland skulle stoppe krigen i Tjetjenien og trække sig ud af republikken. De krævede desuden flyet fyldt op for at flyve til et andet land, formentlig Afghanistan. Men de saudiske forhandlere forlangte, at kaprerne først skulle løslade alle passagerer, hvilket de nægtede. Da var startskuddet til stormangrebet givet. Eksminister i front Den tjetjenske præsident Aslan Maskhadovs talsmand benægtede i går over for radio Moskvas Ekko, at hans guerillaer havde noget med flykapringen at gøre, men hans talskvinde i Jordan, Farisa Alfajeva sagde i en tv-transmitteret kommentar, at aktionen blev ledet af Maskhadovs tidligere indenrigsminister, i et forsøg på at få rettet verdens opmærksomhed imod russernes »folkedrab imod tjetjenerne«. De to andre terrorister var ifølge nyhedsbureauet AFP Arsajevs broder Supian og dennes 20-årige søn, som omkom under aktionen. En gruppe tjetjenere demonstrerede i går i Jordan til støtte for kapringen, som flere kommentatorer i Rusland i går udlagde som en udtryk for stigende frustration og usikkerhed blandt de tjetjenske oprørsledere over, at Moskva synes fast besluttet på at bevare kontrollen over republikken.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























