Granater mod Tetova

Lyt til artiklen

Politiken lørdag: Kampene mellem albanske oprørere og makedonske sikkerhedsstyrker fortsatte i går på tredje dag i og omkring Tetova, en by på godt 80. 000 indbyggere, hovedsageligt etniske albanere. Samtidig har både amerikanske og europæiske diplomater bag kulisserne haft møde med repræsentanter for oprørerne, der kalder sig UCK, i et forsøg på at få skabt en dialog, der stopper volden. Imens stiger antallet af ofre. Det samme gør antallet af flygtninge. »Vi er på vej ind i Tetova. Vi har en dræbt og to sårede i vore rækker, men har dræbt 11 betjente, såret 18 og ødelagt tre panservogne«, påstod UCKs ledelse i kommunike nr. 7. I det samme kommunike opfordrer UCK politifolk af albansk oprindelse til at desertere og slutte sig til oprørerne. Videre siges det, at kampene vil brede sig til to andre byer, Gostivar og Kicevo i den vestlige del af landet, og at man også er parat til at udvide konflikten til også at omfatte hovedstaden Skopje. »Ånden er sluppet ud af flasken«, lød kommentaren fra en albansk læge, Haji Haxhirexha, næstformand for foreningen af politiske fanger, der politisk står tæt på oprørerne. Positive møder Formanden for de politiske fanger, Xhevat Ademi, oplyste i går, at han havde haft møder med både en amerikansk og flere europæiske diplomater. Han betegnede dem som »positive«. Et af kravene er, at der skal indledes en dialog med regeringen i Skopje. Dette afvises med, at man ikke vil forhandle med terrorister. Om det kan lykkes for vestlig intervention at få skabt kontakt, så der kan findes politiske løsninger på de albanske krav, er meget usikkert, siger velinformerede kilder. Efter en lidt stille morgen brød kampene ud igen i bjergene omkring Tetova, hvor omkring 500 albanere har forskanset sig. De foretager udfald ned mod byens forstæder, mens de med snigskytter forsøger at stoppe sikkerhedsstyrkerne. Der faldt pludselig fire granater midt på Tetovas torv, men der meldes ikke om nogen dræbte eller sårede ved den lejlighed, skriver Reuters. Det er første gang, at byens centrum er blevet ramt. Hvem, der affyrede granaterne, var uklart. Det makedonske forsvarsministerium oplyste, at man endnu ikke havde indsat hæren, men kun benyttede sig af professionelle styrker fra sikkerhedspolitiet. Flere vestlige militære eksperter mener ikke, at man tør indsætte hæren, hvor der også er albanske værnepligtige. Det kunne give anledning til mytteri eller egentlig borgerkrig, siger flere. Makedonien har en hær på omkring 20.000 mand, der kun er udstyret med ældre våben af jugoslavisk oprindelse.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her