To bilbomber i Sadr City i Bagdad og en i den nordirakiske by Kirkuk har i morgentimerne dræbt flere end 60 personer. Angrebene kommer samtidig med, at de amerikanskledede styrker i landet har indledt en større operation, der skal stække den mest frygtede milits i landet, Imam Mehdi Hæren. Militsen ledes af den shiamuslimske prædikant Moqtada al-Sadr, og natten igennem har bydelen genlydt af skud fra automatvåben. De sunnimuslimske organisationer peger på den milits som hovedansvarlig for de mange af de talrige kidnapninger og drab, der har bragt Irak på randen af borgerkrig. Selvmordsbombe på marked Den første bilbombe i Bagdad skete, da en selvmordsbomber udløste sin sprængladning i en varevogn ved indgangen til et marked i Sadr City, som er et kendt tilholdssted for militsens folk. Da sprængladningen gik af, var markedet pakket med folk, og ifølge en opgørelse fra den irakiske hær blev 34 dræbt og 73 såret ved eksplosionen, skriver det amerikanske nyhedsbureau AP. Knap to timer senere eksploderede bilbombe nr. to i bydelen nær en kommunal bygning. Eksplosionen dræbte otte og sårede 20 personer. Kamp om kontrol med olien I den nordirakiske by Kirkuk sprængtes en bilbombe ved middagstid foran en retsbygning. 20 blev dræbt og 150 såret. Den nordlige del af landet har i den senere tid oplevet flere selvmords- og bilbombeangreb, og her drejer hovedkonflikten sig især om, hvem der kontrollerer områdets store olierigdomme. Den nye bølge af terror er dårlige nyheder for den irakiske premierminister al-Maliki, der kun to måneder efter sin tiltræden må sande, at volden i Irak bestemt ikke er i aftagende. Premierminister til USA - med kritik af Israel Al-Maliki er netop rejst til Washington og skal mødes med præsident Bush på tirsdag. Sikkerhedssituationen forventes at dominere dagsordenen, om end premierministeren også har lovet at sige til den amerikanske regering, at USA og resten af det internationale samfund skal stoppe den israelske offensiv i Libanon. »De fjendtlige handlinger i Libanon har konsekvenser for hele regionen, og vi er ikke langt fra begivenhederne i Libanon. Der bør forhandles en våbenhvile straks«, har den irakiske premierminister sagt.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























