FN: Ingen grund til uranbekymring i Kosova

Lyt til artiklen

FN meddelte tirsdag, at en analyse af 355 prøver af vand, olie og planter i Kosova viser, at der ikke er grund til bekymring over radioaktivitet i forbindelse med forarmet uran, der stammer fra ammunition brugt under Kosova-krigen i 1999. Det fremgår af en rapport, der er udarbejdet af FNs Miljøprogram (UNEP), men rapporten opfordrer samtidig til at træffe en række forsigtighedsforanstalninger, herunder en oprydning på 112 steder, som blev ramt under NATOs luftbombardementer. Vandforsyning under observation Samtidig opfordrer rapporten, der tirsdag blev præsenteret i Geneve, til, at der holdes øje med vandforsyningen i området for at sikre, at det ikke er radioaktivt forurenet. UNEP har besøgt 11 af de 112 steder, og her blev der ikke fundet noget, der giver anledning til bekymring. »Der var ingen sporbar, udbredt kontaminering af jordoverfladen. Derfor regnes den radioaktive og kemiske risiko for at være ubetydelig eller ikke-eksisterende«, hedder det. Embedsmænd fra UNEP medgav, at rapporten ikke besvarer spørgmålet om mulige langtidseffekter på miljø og mennesker af det forarmede uran. Rapporten er et resultat af de undersøgelser, som UNEPs mission i Kosova foretog i november sidste år, efter at der var opstået omfattende frygt for, at den forarmede uran kunne være skyld i leukæmi hos soldater, der har gjort tjeneste i Kosova og også i Bosnien i midten af 1990erne, hvor den omstridte uran-ammunition også blev anvendt. Anbefaler bosnisk undersøgelse UNEP anbefaler da også, at der foretages videnskabelige undersøgelser i Bosnien, hvor der blev skudt med omkring 10.800 stykker uranforarmet ammunition i 1994 og 1995. »Selv om missionen ikke finder nogen grund til at slå alarm, beskriver rapporten særlige situationer, hvor der kan være en betydelig risiko«, hedder det i den 153 sider lange rapport. »Der er videnskabelig usikkerhed i forbindelse med uran-ammunitions langtidsvirkning på miljøet«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her