Israelsk blokade mod selvstyre fortsætter

Lyt til artiklen

Politiken onsdag: Mindre end en uge efter at være tiltrådt embedet måtte Israels ministerpræsident Ariel Sharon sande, at det internationale samfund ikke stiltiende vil acceptere, at Israel fuldstændigt knuser det palæstinensiske samfund økonomisk - heller ikke under dække af at beskytte Israels borgere imod terror. EU opfordrede under et møde i Jerusalem tirsdag Sharon til at ophæve den økonomiske blokade af palæstinenserne på Vestbredden og i Gazastriben, som Israel holder besat. Lettelser Det israelske militær lettede i går blokaden af Ramallah, den største palæstinensiske by på Vestbredden, og tillod atter - efter grundige tjek ved en israelsk militær vejspærring - palæstinensere at køre ind og ud af henholdsvis en nordgående og en sydgående hovedvej. Ramallah og fire andre byer på Vestbredden blev søndag fuldstændigt blokeret af det israelske militær, angiveligt af frygt for, at selvmordsterrorister skulle kunne nå Israel. Det skete på baggrund af de voldsomme internationale protester, der fulgte med blokaden. De fire øvrige byer blev delvist åbnet allerede mandag. EU-kritik Kritikken blev i går fremsat af EUs udenrigskommissær Chris Patten og Sveriges udenrigsminister Anna Lindh, da de sammen med EUs særlige Mellemøsten-udsending, Miguel Moratinos, mødte den israelske ministerpræsident i Jerusalem. De tre protesterede over lukningerne af de palæstinensiske selvstyreområder og imod, at Israel, siden den palæstinensiske intifada brød ud i september sidste år, har tilbageholdt alle skatter og afgifter indkrævet på det palæstinensiske selvstyres vegne og ikke som aftalt har overført pengene til Gaza. Koster selvstyret millioner Samlet pådrager sanktionerne dagligt det palæstinensiske selvstyre økonomiske tab på over 75 mio. kr. og er ifølge FNs særlige koordinator i Gaza, Terje Rød Larsen, ved at tvinge Yassir Arafats selvstyre ud i anarki og kaos. Men selvom Sharon har foretaget visse lempelser i den fysiske blokade af personer og varer til og fra det palæstinensiske selvstyre, vil han ikke frigive skatte- og afgiftsoverførslerne til det palæstinensiske selvstyre og dets leder, Yassir Arafat. Sharon forklarede EUs repræsentanter, at pengene vil gå til lønninger til det palæstinensiske politi og sikkerhedsstyrker, der deltager aktivt i angreb på israelere. Sharon nævnte såvel Arafats personlige sikkerhedsstyrke, 'Styrke 17', som de islamiske militante grupper Hamas og Islamisk Jihad. Det ville med Sharons ord være »amoralsk« at sende penge direkte til terrorister. Kræver terrorstop EUs udsendinge hørte nogenlunde det samme fra udenrigsminister Shimon Peres, der forklarede, at Israel går ud fra, at Arafat og hans folk ikke deltager i terror, og at man derfor i Jerusalem snarest forventer at høre Yassir Arafat entydigt og med egne ord give sit folk besked om at standse terror og vold. Peres forklarede, at Arafats afstandtagen fra vold er en forudsætning for israelske lettelser af de økonomiske skridt. Ingen sammenhæng EUs udsendinge noterede sig den israelske forklaring men fastholdt gentagne gange i samtalerne, at de ikke kunne se sammenhængen mellem de økonomiske sanktioner over for palæstinenserne og Israels sikkerhed. Efter et møde med Yassir Arafat i Gaza mandag sagde Chris Patten derimod, at man kun kan frygte, at den voksende fattigdom giver grobund for ekstremisme. Han sagde også, at den økonomiske situation i selvstyret ikke gav freden gode udsigter. I Kairo meddelte generalsekretæren for den Arabiske Liga, Esmat Abdel-Magid, i går, at de arabiske udenrigsministre forud for ligaens møde i Amman 27.-28. marts har besluttet at give palæstinenserne en økonomisk livline. Arabisk millionstøtte I de kommende seks måneder vil de arabiske stater månedligt overføre omkring 300 mio. kr. til det palæstinensiske selvstyre, så der kan udbetales lønninger. I oktober besluttede Den Arabiske Liga at give omkring 800 mia. kr. i støtte til den palæstinensiske intifada, men har foreløbigt kun overført en brøkdel af beløbet, blandt andet fordi de arabiske stater frygtede, at pengene skulle forsvinde i den omfattende palæstinensiske korruption.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her