Israels premierminister, Ariel Sharon, vil slække på blokaden mod de palæstinensiske selvstyreområder. Blokaden vil dog ikke blive ophævet. Det meddelte israelsk tv onsdag. Ifølge det statsejede tv sagde Sharon, at han ville påbegynde en række foranstaltninger, der skal lette de økonomiske blokader af Vestbredden og Gaza. Ved premierministerens første møde i regeringens sikkerhedsudvalg onsdag, sagde Sharon ifølge israelsk tv, at han havde besluttet at »tillade indførsel af råmaterialer og varer samt tillade fiskeri og byggeri af et elværk i Gaza«. Derudover sagde Sharon, at han også ville tillade »fri bevægelse for palæstinenserne mellem deres byer«. Afspærringen af Vestbredden og Gazastriben har kostet det palæstinensiske samfund dyrt, fordi mange tusinde palæstinensere er blevet forhindret i at nå frem til deres arbejde i Israel. Desuden bliver transport af varer ofte forhindret eller i bedste fald forsinket. Israel begrunder blokaderne med, at det er for at undgå bombeangreb i Israel, mens palæstinenserne kalder det kollektiv afstraffelse. Det internationale samfund har presset på for at få Sharon-regeringen til at ophæve blokaderne. Ifølge FN forhindrer blokaderne omkring 100.000 palæstinensere i at rejse til Israel for at passe deres arbejde, ligesom omkring tre millioner palæstinensere på Vestbredden og i Gaza ikke kan færdes frit og handle og arbejde. FN har anslået, at den palæstinensiske økonomi har mistet omkring 1,5 milliarder dollar (cirka 12 milliarder kroner) siden september, og at omkring en million palæstinensere nu lever under fattigdomsgrænsen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























